22 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ekspert: Rønn begik lovbrud

Ekspert: Rønn begik lovbrud

Torsdag, 13. november, 2008, 00:00:00

Ombudsmandens skarpe kritik af myndighedernes vejledning i sager om familiesammenføring efterlader ingen tvivl hos ekspert i forvaltningsret: Vejledningen var ulovlig

Integrationsministeren brød loven, da hun undlod at svare en borger på et konkret spørgsmål om, hvordan han kunne få sin ægtefælle til Danmark. Det fastslår en lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, efter at ombudsmanden har rejst en skarp kritik af integrationsministeren og udlændingemyndighederne.
Lektor i forvaltningsret Steen Bønsing har fulgt sagerne om myndighedernes undvigemanøvrer på borgeres spørgsmål om familiesammenføring.
- Ombudsmanden slår fast, at integrationsministeren har handlet i strid med vejledningspligten i forvaltningsloven. Teksten i loven er klar. Hvis ikke en minister eller myndighederne yder en ordentlig hjælp til borgerne, handler man i strid med loven, fastslår han overfor Arbejderen og uddyber:
- Myndighederne har ikke givet en korrekt vejledning. Eksempelvis har en borger henvendt sig direkte til ministeren. Ministeren undlod at fortælle borgeren, at han kunne benytte sig af de mere lempelige EU-regler. I stedet blev han henvist til ministeriets mangelfulde hjemmeside. Det er ikke korrekt vejledning og i strid med loven.
Tirsdag kom Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, med en foreløbig redegørelse om integrationsministerens og udlændingemyndighedernes vejledning til borgere, der har ønsket af få deres udenlandske ægtefælle til landet. Ombudsmanden bruger ord som 'vildledende', 'kritisabel' og 'misvisende' om myndighedernes vejledning.
SF`s integrationsordfører advarer mod, at sagen kan få konsekvenser for borgernes tillid til retsstaten.
- De virkelig ofre er jo alle de borgere, der i de sidste mange år ikke har søgt om familiesammenføring, fordi de ikke kendte deres rettigheder. Det er et grundlæggende brud med hele retsstatsprincippet, hvor staten altså ikke skal foreholde borgere deres rettigheder. Ombudsmandens konklusioner bør rejse nogle store spørgsmål for integrationsminister Birthe Rønn, men den falder også tilbage på hendes forgængere i stolen og dermed hele VK-regeringens skalten og valten med danske borgeres rettigheder de sidste mange år, konstaterer Astrid Krag.
Ombudsmandens endelige redegørelse ventes klar om et par uger.
Foreningen Ægteskab Uden Grænser gør nu klar til at føre retssag mod regeringen for at have vildledt flere af foreningens medlemmer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland