22 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunister kræver ny kurs

Kommunister kræver ny kurs

Tirsdag, 18. november, 2008, 00:00:00

Kommunistisk Parti kræver nationalisering af bankerne og vil have momsen på fødevarer væk. Derimod skal pension og dagpenge sættes op

Det er de rige og ikke arbejderne, der skal betale krisen.
Sådan lyder den klare melding fra Kommunistisk Partis anden kongres, som blev afholdt i København i weekenden.
Partiet foreslår konkret, at bankerne og hele den finansielle sektor privatiserer, at momsen på fødevarer afskaffes, og at alle pensioner, dagpenge og sociale satser sættes op med 25 procent.
- Regeringen spænder i disse måneder et net ud under spekulanter og bankers kolossale gevinster. Samtidig ønsker den, at arbejdere og arbejdsløse skal betale den økonomiske krise, og at den kollektive velfærd skal forringes. Vi vil i stedet deltage i kampen for, at de rigeste betaler krisen, siger Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.
Kongressen slog fast, at det, vi oplever nu, ikke alene er en finanskrise, det er en grundlæggende krise for hele kapitalismen, som stiller kommunisterne overfor nye udfordringer og muligheder.
'Kongressen må blive startskuddet på en proces, som omstiller vores parti, dets politik og taktiske tænkning til den nye situation, som udvikler sig', hedder det i landsledelsens beretning.
Krisen og hvad kommunisterne skal gøre i den forbindelse, satte sit markante præg på kongressens debatter.
- Det er tydeligt, at mange afdelinger og udvalg er i fuld gang med at gøre sig overvejelser om, hvad krisen vil betyde for partiets arbejde, siger Jørgen Petersen og tilføjer, at partiet i de kommende år vil sætte tryk på at vise socialisme som et reelt alternativ til kapitalisme.
Kongressen besluttede, at partiet i den næste kongresperiode skal arbejde med et program for demokratiske og antimonopolistiske reformer, som peger frem mod socialismen. Programmet skal indeholde reformer, der styrker demokratiet, styrker den offentlige sektor og den kollektive velfærd, sikrer en mere retfærdig fordeling og griber ind overfor monopolernes magt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland