21 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

BUPL vil sætte faget i centrum

BUPL vil sætte faget i centrum

Torsdag, 20. november, 2008, 00:00:00

På tre dages kongres skal pædagogerne diskutere betydningen af deres arbejde og nødvendigheden af, at der sættes tid og penge af til kvalitet i arbejdet

Alle synes det arbejde, pædagogerne laver hver dag, er vigtigt. Men det kniber gevaldigt med at komme til lommerne, så arbejdet kan udføres tilfredsstillende.
Det mener Jens Jensen, formand for 5.000 medlemmer af BUPL Midtvestjylland.
Han ser derfor frem til tre dages kongres i forbundet, hvor 180 delegerede skal behandle og beslutte, hvilke konkrete 'professionsmålsætninger' pædagogernes forbund skal arbejde videre med frem til næste kongres om to år.
- Vi har tidligere været meget gode til at fortælle, hvor slemt det står til. Det står bestemt slemt til, men vi har snakket os ned i et sort hul. Vi skal vi op af hullet igen, og ved at sætte fokus på den pædagogiske profession prøver vi nu at vende perspektivet og fortælle, hvad pædagogerne er gode til, og hvorfor der er brug for pædagogerne i et moderne samfund, siger Jens Jensen til Arbejderen og fortsætter:
- Der findes vel ikke andre faggrupper i Danmark, der er vokset med samme hast som pædagogfaget - fra 5.000 personer i 1970 til 100.000 i dag. Kigger man på det moderne velfærdssamfund hører daginstitutionerne efter min opfattelse til den største succes, og alligevel mangler faget anerkendelse.
Den midtjyske formand indrømmer, det er op ad bakke ikke mindst på grund af den politiske dagsorden, regeringen sætter for vilkårene i den offentlige sektor. Jens Jensen ser imidlertid ingen anden vej end at tage handsken op og hele tiden forsøge at få indflydelse og blande sig i debatten lokalt som på landsplan.
Ulla Nygaard, næstformand i BUPL Århus, er helt enig. Hun håber, at kommunevalget til næste år vil være blandt de spørgsmål, som kongressen forholder sig til.
- Vi skal benytte kommunalvalget til at sætte velfærdsdebatten på dagsorden og stille krav til de lokale politikere om, at de træder op imod regeringens politik. Samtidig skal vi sende et klart signal om, at BUPL ønsker og vil kæmpe for en kollektiv offentlig sektor, siger hun til Arbejderen.
For nylig har kommunerne fået grønt lys til at tegne private sundhedsforsikringer til sine ansatte. Ulla Nygaard ser gerne at sammenhængen mellem den type forsikringer og hele spørgsmålet om privatisering og udlicitering af offentlige opgaver bliver synliggjort på kongressen.
- De private sundhedsforsikringer er blot endnu et eksempel på, hvordan den offentlige velfærd rendes over ende. Der er mere end nogensinde brug for en ny politisk dagsorden, og den sætter BUPL ikke alene, men gennem et tæt samarbejde med andre organisationer og bevægelser, slutter næstformanden fra Århus.
Kongressen starter i dag og fortsætter til på lørdag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland