Det er tankevækkende, at det nu er lykkedes at sætte en dagsorden, hvor det er skattelettelser og ikke velfærden, der står i centrum. Det kan vi ikke støtte, siger FOA-formand
FOA vil på LO`s hovedbestyrelsesmøde i dag afvise det skatteudspil, som LO-ledelsen lægger frem. Udspillet vil hæve grænsen, for hvornår der betales topskat, med 50.000 kroner og samtidig fordoble beskæftigelsesfradraget.
- Men vi har ikke brug for skattelettelser spredt omkring med rund hånd. Vi har brug for mere velfærd. Og det får man altså ikke ved skattelettelser. Slet ikke når dem, der er ramt allerhårdest af regeringens angreb på den offentlige velfærd, slet ikke får del i skattelettelserne, siger Dennis Kristensen.
Hermed henviser han til, at hverken SF`s eller LO` forslag til skattelettelser kommer folk på overførselsindkomster til gode.
FOA`s formand undrer sig i det hele taget over, at det nu er blevet så meget på mode at tale om skattelettelser.
- Vi står overfor en dybtgående krise, hvor alt peger på, at der bliver flere arbejdsløse, og vi ved, at der bliver flere af vores ældre medborgere, som ikke længere kan arbejde. Så er det vel ikke ligefrem nu, at vi skal fjerne indtægter fra statskassen - vi skal tværtimod skaffe dem, siger Dennis Kristensen til Arbejderen.
Argumentet med, at en lettelse i topskatten vil få folk til at arbejde mere, tror Dennis Kristensen ikke et sekund på.
- De højest lønnede kan der vist ikke presses flere timer ud af. Og hvad mine medlemmer angår, er det ikke ligefrem større arbejdsbyrde, de sukker efter. Men derimod at det offentlige investerer i bedre arbejdsforhold, siger Dennis Kristensen.
Derfor skal regeringens seneste skattelettelser rulles tilbage. Og hvis der endelig skal laves skattereform, skal skatten lettes i bunden, og der skal sikres en overfinansiering af skattelettelserne, så der bliver ti milliarder kroner til overs til offentlig velfærd, mener FOA.
Det krav afviser LO`s formand Harald Børsting.
- Når vi ikke har valgt en overfinansiering, så er det blandt andet fordi, det falder uden for den realpolitiske dagsorden, siger Harald Børsting til Berlingske Tidende.
- Af samme grund stiller vi heller ikke forslag om at hæve ejendomsskatterne, tilføjer LO`s formand.
- Harald Børsting har åbenbart ikke så meget hår på brystet, at han tør foreslå, at staten inddrager en smule af de store gevinster, som skattestoppet har givet boligejerne de senere år, lyder Dennis Kristensens kommentar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278