Lissabontraktaten gør hverken fra eller til for konfliktretten, fastslår det svenske medlem af EF-domstolen, Pernilla Lindh. Praksis bliver den samme med eller uden Lissabon

af Hans Brinkmann
Strejkeretten har været et hedt emne i den svenske debat om Lissabontraktaten.
Efter at EF-domstolen kendte fagbevægelsens blokade af det estiske firma Laval ulovligt, har fagbevægelsen forsøgt at få udskudt en svensk godkendelse af Lissabontraktaten.
Det er ikke lykkedes. De svenske socialdemokrater, som kunne have stoppet ratifikationen, har tværtimod henvist til, at den nye traktat er den bedste garanti for, at der ikke kommer en ny Vaxholmsag. De mener, at den ny traktat vil styrke strejkeretten, som en grundlæggende rettighed.

Charter om rettigheder
Forklaringen er, at EU`s charter om grundlæggende rettigheder bliver skrevet direkte ind i selve traktaten. I dag har chartret ikke en formelt juridisk gyldighed.
Charteret anerkender strejkeretten som en grundlæggende rettighed, og når den bliver en del af selve Lissabontraktaten, så vil det få større juridisk tyngde over for EU`s regler for fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft, lyder argumentet.
Men det ændrer ikke noget, at få charteret ind i en ny traktat, domstolen dømmer allerede med henvisning til det. Det fastslår det svenske medlem af EF-domstolen Pernilla Lindh i et interview med 'Kommunalarbetaren'.
- Der er allerede et charter om menneskerettigheder og sociale rettigheder i tilslutning til den nuværende Nice-traktat. Domstolen har direkte henvist til det i 11 domme, siger hun til bladet.
- Charteret spiller en meget stor rolle for domstolens afgørelser. Som jeg ser det er det juridisk bindende allerede i dag. Forskellen på om det skrives ind i Lissabontraktaten er, at det så sort på hvidt står klart, at det er retsligt bindende. Men i praksis bliver der ingen forskel i domstolens vurdering i forhold til i dag, siger Pernilla Lindh.
Dermed gør hun det klart, at Lissabontraktaten ikke vil få EF-domstolen til at ændre syn på, hvordan konfliktretten skal afvejes mod det indre markeds regler for fri bevægelighed.

Politikernes ansvar
Pernilla Lindh mener ikke, at domstolen har magt til med juraen i hånden at sætte sig over politikken i EU.
- Domstolen har ikke frihed til at skabe sin egen rolle. Vi tillemper og tolker de regler, som landene og institutionerne er blevet enige om. Vi hugger ikke til med hvad som helst. Hvis politikerne ikke kan lide vores domme, så kan de politisk beslutte noget andet, siger hun til 'Kommunalarbetaren'.

Artiklen er hentet fra www.eufagligt.dk.