I aften afgøres det, hvem der skal stå for ambulancekørslen i Region Hovedstaden. Vedholdende rygter dømmer Københavns Brandvæsen ude
I aften afgør 41 politikere i Region Hovedstaden, hvem der de kommende seks år skal køre ambulancer for regionen, og hvordan serviceniveauet skal være.
- Forretningsudvalget har taget sin beslutning, og den kender vi. Det ser ikke godt ud, siger Anders Villadsen, næstformand i Brandfolkenes Klub København, til Arbejderen.
Han fortæller, at adskillige kilder samstemmende har oplyst, at Københavns Brandvæsen bliver holdt helt ude af ambulancetjenesten. Det område, landets næststørste ambulanceudbyder varetager i dag, vil i stedet blive fordelt mellem Falck, Frederiksberg Brandvæsen og svenske Samariten Ambulans.
Faglig bekymring
- Vi er fagligt bekymrede. Det er selvfølgelig altid ærgerligt at miste opgaver, men var de bare gået til andre firmaer, der kan levere varen, så var det til at bære, men her køber politikerne katten i sækken, siger Anders Villadsen med slet skjult henvisning til Samariten.
Han kalder det uansvarligt og risikabelt at satse på det lille svenske firma, uden ansatte, uden erfaringer fra Danmark og ikke mindst uden overenskomst.
Ambulancefolkenes faglige organisationer har i fællesskab henvendt sig til regionspolitikerne i to omgange og luftet deres faglige bekymringer. I brevene peger de blandt andet på, at antallet af beredskaber i udbudsmaterialet er sat alt for lavt, og at det kan komme til at koste liv.
- Jeg vil tro, at beredskabet er skåret med mellem en tredjedel og halvdelen af, hvad det er på i dag. Uanset hvad politikerne siger, så kan man altså ikke få mere kvalitet for færre penge, siger Hugo Hammel, brancheformand for Falckredderne i København, til Arbejderen.
Han deler fuldt ud medlemmernes frygt for den cocktail, der opstår ved manglende ambulanceberedskaber og uprøvede entreprenører.
Enigt Regionsråd
Allan Schneidermann er det ene af SF`s tre medlemmer af Regionsrådet. Han er også medlem af forretningsudvalget, men ønsker ikke at udtale sig om udliciteringen eller kommentere brevene fra de ansattes fagforeninger/klubber.
Allan Schneidermann henviser i stedet til et notat skrevet af koncerndirektør Svend Hartling i Region Hovedstaden, hvori ambulancefolkenes bekymringer skydes i sænk.
På spørgsmålet om koncerndirektøren udtaler sig på vegne af et enigt Regionsråd svarer Allan Schneidermann:
- Der er ingen i Regionsrådet, der har stillet spørgsmålstegn ved Svend Hartlings notat, og der er mig bekendt heller ikke sket noget, der ændrer indholdet heri.
Det kan koste liv
Anders Villadsen beklager at politikerne tilsyneladende 'sidder på ørerne'.
- Den her sag er et skoleeksempel på praktikeren mod teoretikerne. Forskellen på det her og den udskældte politireform er, at det ikke vil være politiet, der kommer for sent til et indbrud i en villa, men en ambulance der kommer for sent eller slet ikke til et hjertestop. Det kommer til at koste menneskeliv, og ingen politikere skal få lov til at sige, at de ikke var advaret, slutter Anders Villadsen med henvisning til de to breve.
I dag varetages ambulancekørslen i Region Hovedstaden af Falck og Københavns Brandvæsen med Frederiksberg Brandvæsen som underleverandør.
Syv selskaber har budt ind på den fremtidige ambulancekørsel.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278