Den tvangsudviste Daniel Karim Rostam er efter et halvt års indespærring løsladt fra fængslet i Bagdad. Nu lever han på gaden i et land, hvor han aldrig tidligere har været
af Martin Lindblom/Monsun
Den 2. juni i år blev Daniel Karim Rostam tvangsudvist fra Danmark til Irak, efter at have afsonet en fængselsdom på tre et halvt år. De danske betjente, der overleverede ham til det irakiske politi i Bagdads lufthavn, vendte med det samme tilbage til Danmark.
Daniel Karim Rostam blev omgående smidt i fængsel, hvor han opholdt sig indtil den 16. november - mere end seks måneder efter hans udvisning.
Nu er han overladt til gaden i et land, han ikke kender, for Daniel Karim Rostam er født i Kuwait og opvokset i Danmark og har aldrig før været i Irak.
- I søndags var jeg i retten, jeg blev løsladt, lød det fra Daniel Karim Rostam, da organisationen Asylret snakkede med ham tirsdag i sidste uge.
Daniel Karim Rostam fik ikke at vide, hvorfor han er blevet løsladt, og han undrer sig over det, da han tidligere har fået at vide, at han kunne få lov til at 'rådne op i fængslet'.
'Det er fucked-up'
Løsladelsen kommer efter en tre uger lang kampagne, hvor mere end 1000 mennesker ifølge Asylret har ringet til den irakiske ambassade i Danmark og spurgt til Daniel Karim Rostams situation med krav om, at han blev løsladt.
Det er nu lykkedes, men Daniel Karim Rostam er samtidig blevet overladt til gaden i et fremmed land:
- Jeg kender ikke landet, jeg ved ikke, hvor jeg skal hen. Det er fucked-up. Jeg har ikke noget familie i Irak, og de danske myndigheder ved, at min familie bor i Danmark og i Kuwait. Jeg er født i Kuwait og opvokset i Danmark. Det er første gang jeg er i Irak nu. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, og jeg har ingen penge.
Uden penge er han nødt til at overnatte på gaden i Bagdad, hvor der er udgangsforbud om natten. Det gør ham til et potentielt mål for både vestlige besættelsessoldater og lokale militser.
- Han befinder sig i et usikkert land, hvor der er borgerkrig, og vi er meget urolige for, hvad der sker med ham fremover, siger Said Parvin fra Asylret.
Ingen hensyn til familien
Asylret kan ikke give noget svar på, hvorfor Daniel Karim Rostam er blevet udvist til Irak, når han aldrig har været i landet. Said Parvin kalder det helt uforståeligt, især da både Daniel Karim Rostam og hans forsvarsadvokat inden udvisningen påpegede, at han ville blive fængslet ved ankomsten til Irak, hvis ikke han havde irakiske identitetspapirer.
Udvisningen er også uforståelig på andre måder. Ifølge paragraf 26 i udlændingeloven skal der i udvisningssager tages hensyn til blandt andet tilknytning til det danske samfund og manglende tilknytning til hjemlandet, tilknytning til herboende personer og udvisningens konsekvenser for herboende nære familiemedlemmer.
Daniel Karim Rostam flygtede med sin familie fra Kuwait som ti-årig, og såvel hans forældre, søskende, onkler og kæreste bor i Danmark. Han er opvokset i Danmark, og har absolut ingen forbindelse til Irak. Tilsyneladende er der således ikke blevet taget de hensyn, der er foreskrevet i lovgivningen. Det samme har været tilfældet med en række andre irakere.
- Daniel burde aldrig have været udvist til Irak, og nu er det nødvendigt, at Danmark tager ansvaret for at få ham hjem igen, siger Said Parvin.
Artiklen er hentet fra www.modkraft.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278