Ekspertudvalg vil reducere antallet af akutsygehuse fra 45 til 18 i voldsom centraliseringsplan for sygehusvæsenet. Regeringen ventes at følge planen
Op til 100 kilometer til nærmeste skadestue. Sådan kommer hverdagen til at se ud for mange danskere, hvis regeringen vælger at følge den rapport om fremtidens sygehusstruktur, som det såkaldte Erik Juhl-udvalg afleverede i går.
Planen lægger op til en voldsom centralisering, som vil reducere antallet af akutsygehuse fra omkring 45 til 18 og samle sundhedseksperticen på store, regionale sygehuscentre i landets største byer.
- I dag er en historisk dag, hvor vi tager startskuddet til etableringen af en helt ny sygehusstruktur i Danmark. Vi skal have færre og større enheder, sagde sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) ved præsentationen af planen.
- Det er vitterlig en meget stor reduktion i antallet af akutsygehuse, supplerede udvalgets formand, sundhedsprofessor Erik Juhl.
For få penge
Rapporten er regeringens ekspertudvalgs anbefaling af, hvordan de første 15 milliarder kroner i regeringens 25 milliarder store kvalitetsfond skal fordeles.
Derudover skal regionerne selv bidrage med ti milliarder, så den samlede plan indeholder 25 milliarder kroner.
Planen er blevet til på baggrund af regionernes egne forslag til, hvordan regeringens store sygehusreform kan føres ud i livet. Men de 25 milliarder kroner ligger langt fra de 70-80 milliarder kroner, regionerne vurderer, der er behov for at investere.
- De 25 milliarder rækker ikke til en endelig etablering af regionernes planlagte akutberedskaber. Uden at gå i detaljer kan det også påpeges, at panelets tekniske forudsætninger forekommer urealistiske, hvis nybyggerier skal fremstå fremtidssikret, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S).
Ifølge Erik Juhl udvalgets anbefaling skal de 25 milliarder bruges til 11 projekter. Blandt andet skal sygehusene i Aalborg, Skejby, Viborg, Herlev og Hvidovre udbygges, mens et helt nyt hospital skal opføres i Odense Øst.
Region Sjælland taber
Den store taber i uddelingen bliver Region Sjælland, der som den eneste region ikke selv har lavet en plan med centraliseringer og sygehuslukninger på dagsordenen. Udvalget anbefaler, at en række af regionens sygehuse bliver nedlagt, og der er ikke lagt op til store investeringer i nye sygehuse.
- Det her er da en meddelelse om, at nogen skal gå hjem og revurdere deres sygehusplan, indrømmede Jakob Axel Nielsen ved præsentationen.
Det har fået sindene i kog blandt regionspolitikerne, som føler sig underkendt af ekspertudvalget.
- Det er uacceptabelt, at udvalgets anbefalinger går markant imod den sygehusplan, Regionsrådet har vedtaget. Hvis anbefalingerne følges, vil det bremse regionens muligheder for at udbygge og modernisere vores sygehuse, siger regionsrådets formand, Kristian Ebbensgaard (V).
Selvom regeringen ventes at følge anbefalingerne, skal den endelige beslutning først ligge klar 1. februar, efter forhandlinger med regionerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278