Fouad Al-Soukis børn har svært ved at forstå, at deres far lever på tålt ophold i Sandholmlejren - og ikke sidder i fængsel! Nye stramninger vil forhindre ham i at være sammen med familien
Tigerdyret og Minnie Mouse hænger på hver deres side af indgangen til det cirka tre gange fire meter store værelse. De to tøjdyr er det tætteste man kommer lidt liv og hygge i værelse nummer 221, som til daglig deles af fire mandlige asylansøgere i Sandholmlejren.
En af dem er 52-årige Fouad Al-Souki. Han er blandt de mindst 21 personer, der lever et kummerligt liv på tålt ophold i Danmark. Udlændinge på tålt ophold er mennesker, der er blevet udvist af Danmark men ikke kan vende hjem til deres eget land, fordi de risikerer fængsel og tortur. De må hverken arbejde, uddanne eller gifte sig. De må heller ikke have en bolig.
Nu vil regeringen og Dansk Folkeparti stramme yderligere, så mennesker på tålt ophold skal tilbringe hver eneste nat i Sandholmlejren og melde sig dagligt til politiet. Hvis reglerne ikke overholdes, risikerer udlændingene at blive smidt i fængsel i op til et år.
Kun til pynt
For øjeblikket hænger Tigerdyret og Minnie Mouse kun til pynt. Det er yderst sjældent, at Fouad Al-Souki får besøg af sine mindste børn og børnebørn.
Fouad Al-Souki er far til ikke mindre end ti børn mellem 12 og 33 år, som alle bor i Århus-området. Hans kone døde i 2006. Derfor må hans mor og de ældste søskende tage sig af de tre børn, der er under 18 år.
- Jeg bor i et lille værelse sammen med tre andre mænd. Der er slet ikke plads til min familie her. Desuden er Sandholm ikke et sted for børn, konstaterer Fouad Al-Souki.
I sit høringssvar til regeringens stramninger af tålt ophold gør Røde Kors det da også klart, at '!det bliver umuligt at praktisere et familieliv' for de personer på tålt ophold, som har familie og børn.
Hertil kommer, at Center Sandholm slet ikke har tilstrækkelige faciliteter til at personer på tålt ophold kan få uforstyrrede besøg. Derfor er det '!yderst tvivlsomt om den adskillelse af familier, som lovforslaget vil medføre, vil være i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (om retten til et familieliv, red.)', advarer Røde Kors.
Det kan Fouad Al-Souki godt skrive under på: Hvis regeringen og Dansk Folkeparti gør alvor af deres trusler, og vedtager lovforslag L 69, bliver det stort set umuligt for ham at se sine børn.
- Hvordan skal jeg fremover kunne se min familie, hvis jeg skal melde mig hos politiet hver dag og overnatte i Sandholm. Det tager fire timer at tage til Århus og fire timer hjem igen. Så kan jeg kun være et par timer sammen med mine børn. Det er helt umuligt, fortæller Fouad Al-Souki til Arbejderen.
I dag ser han sine børn cirka én gang om måneden. Det er svært at få råd til returbilletten, når man kun får udbetalt 104 kroner hver 14. dag i lommepenge.
20 år i Danmark
På væggen over sengen hænger fem børnetegninger, som Fouad Al-Soukis børn og børnebørn har tegnet til ham.
- Min familie venter på mig. Allerede i dag spørger mine børn mig: Er du i fængsel, far? Hvad skal jeg svare dem? Jeg prøver at fortælle dem, at jeg er i Sandholmlejren. Men det kan de ikke forstå. Det er klart. Jeg aner jo ikke, om jeg skal leve sådan her en måned eller ti år endnu. Eller måske resten af livet? Her i Sandholmlejren kan jeg se, hvordan folk bliver sindssyge af ventetiden, fortæller Fouad Al-Souki.
Han er palæstinenser fra Libanon, men måtte flygte til Danmark i 1988, da det blev for farligt at arbejde i PLO og Fatah-bevægelsen, hvor han var aktiv.
Børnetegningerne må konkurrere om vægpladsen med et stort flag med Yasser Arafats portræt.
- Det er min præsident, udbryder Fouad Al-Souki stolt.
På reolen hænger et sæt boksehandsker - mest til minde om dengang Fouad Al-Souki boksede og trænede med rødderne fra ungdomsklubben i Århus, hvor han engang arbejdede.
- Det var spændende arbejde. Vi boksede, spillede fodbold og bowlede. Vi gik ture og lavede lektier, beretter Fouad Al-Souki.
Men arbejdet med de unge endte brat i 2006, da politiet fandt 98 gram heroin i hans mors lejlighed. Fouad Al-Souki siger, at han ikke kendte noget til narkoen i hans mors lejlighed. Men han blev idømt ét års fængsel, fik frataget sin opholdstilladelse og blev udvist af Danmark.
Politiet presser på
Fordi han ikke kan sendes tilbage til Libanon, er Fouad Al-Souki på tålt ophold. Han skal hver tirsdag klokken 10 stille hos politivagten i Sandholmlejren. Derudover skal Fouad Al-Souki møde op i Sandholm hver torsdag og stå i kø flere timer for at blive registreret - ellers får han ikke udleveret sine lommepenge.
Så sent som i oktober måned var han til endnu et møde med politiet, der vil sende ham ud af Danmark.
- Selv dansk politi indrømmer, at jeg ikke kan rejse tilbage til Libanon. Og Palæstina er et land, der ikke eksisterer. Sidst jeg snakkede med politiet, sagde betjenten, at jeg skulle vælge et land at rejse til. 'Hvad med Afrika', spurgte han. Hvad skal jeg der? Min familie er jo her, konstaterer Fouad Al-Souki.
De danske myndigheder er udmærket klar over, at han ikke bare kan rejse ud af landet:
I rapporten fra mødet i oktober med Fouad Al-Souki skriver politiet, at han ikke kan sendes til Libanon - eller et andet land, hvor han risikerer udsendelse til Libanon.
Også Udlændingeservice og Flygtningenævnet vurderer, at Fouad Al-Souki ikke kan sendes tilbage til Libanon, hvor han har siddet i fængsel i syv måneder for politisk arbejde.
- Hvorfor skal jeg presses af politiet. Jeg er flygtet fra politiet. Min familie er konstant bange for, at politiet en dag sætter mig i fængsel, siger Fouad Al-Souki.
Fouad Al-Souki spekulerer meget over sin situation. Han har problemer med at sove og får derfor stærk sovemedicin.
- Jeg tænker meget. På mine børn. På fremtiden. Og på hvorfor jeg sidder i Sandholmlejren.
På tålt ophold
Arbejderen er i besiddelse af en liste over i alt 21 mennesker, der i dag lever på tålt ophold i Danmark. Regeringen henviser til, at de nye skærpede regler skal indføres af hensyn til landets sikkerhed.
Men langt størstedelen af de mennesker som i dag lever på tålt ophold er kun blevet idømt mindre fængselsstraffe for eksempelvis at rejse på falsk pas, være vagt på Christiania og narkobesiddelse.
Her er et par eksempler:
* Irakisk kvinde på 25 år. Kom til Danmark i år 2000. Forsøgte at rejse til Sverige på falsk pas. Fik en dom på 40 dages fængsel og en udvisningsdom. Har mor, far og bror i Danmark og har dansk statsborgerskab. Ingen familie i Irak. Har været på tålt ophold i et år.
* Palæstinenser fra Libanon på 47 år. Kom til Danmark i 1989. Har arbejdet som selvstændig mekaniker i Danmark. Fik en udvisningsdom, da han blev idømt otte måneders fængsel i en voldssag og en forsikringssag. Har ægtefælle og tolv børn i Danmark. Børnene er mellem to og 19 år gamle. Har været på tålt ophold i fem måneder.
* Tjetjensk mand. Kom til Danmark i 2003. Fik en behandlingsdom på et år for vold. Har to børn i Danmark på 16 år og 18 år.
Kilde: Foreningen af Udlændingeretsadvokater
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278