Danskerne kræver bedre skoler, hospitaler og plejehjem, selvom det koster over skatten. Politikere arbejder stadig for skattelettelser
Danskerne vil gerne betale til fællesskabet, når pengene bliver brugt til bedre velfærd.
60 procent af vælgerne foretrækker bedre hospitaler, skoler og plejehjem frem for en lavere skat.
Det viser en ny undersøgelse, Zapera har lavet for Mandag Morgen, to måneder før regeringens skattekommission skal fremlægge deres bud på, hvordan skatten på arbejde skal nedsættes.
- Undersøgelsen viser, at der stadig er stort flertal for velfærdsforbedringer frem for skattelettelser, siger Jørgen Goul Andersen, valgforsker ved Aalborg Universitet, til Arbejderen.
Ifølge Mandag Morgen vil 55 procent af vælgerne gerne betale mere i skat for bedre skoler, 61 procent for bedre ældrepleje og hele 66 procent for et bedre sundhedsvæsen.
Det er især danskere, der har stemt på Venstre og Liberal Alliance, der ønsker skatten sænket. Overraskende slår de konservative vælgere følge med partierne til venstre for midten i kravet om bedre velfærd, selvom det betyder højere skat.
Alligevel mener Konservatives skatteordfører, Mike Legarth, ikke, at der er grund til at ændre på partiets skattepolitik.
- Jeg giver ikke så meget for den slags meningsmålinger. Resultatet kommer helt an på, hvordan spørgsmålet bliver stillet, forklarer han til Arbejderen.
Støtten til kravet om bedre velfærd, selvom det betyder højere skat, har været voksende blandt vælgerne siden 1998. Den seneste tids massive fokus på skattelettelser ser ud til at give en opbremsning i støtten til kravet.
- Det ser ud som om, der er blevet blødt op på holdningerne, fordi vælgerne oplever at både regeringen, oppositionspartierne, og til en hvis grad LO, taler med én stemme på skattespørgsmålet, påpeger Jørgen Goul Andersen.
Den analyse vinder ikke genklang hos Ole Sohn.
Han er finansordfører i SF, der forrige uge fremlagde et udspil med skattelettelser for omkring 15 milliarder kroner.
- SF taler ikke for skattelettelser men for en skatteomlægning. Vi er helt enige med vælgerne, som gerne vil betale for ordentlig velfærd, siger Ole Sohn til Arbejderen.
Undersøgelsen viser også, at vælgerne ikke har samme vilje til at betale med højere skat for områder som veje og miljøforbedringer. Og at hele 58 procent afviser at fjerne efterlønnen, mens 51 procent er imod at hæve pensionsalderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278