18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU nedsmelter demokratiet

EU nedsmelter demokratiet

Onsdag, 03. december, 2008, 00:00:00

Demokratiet har det ikke godt i Danmark, fastslog faglig konference mandag. EU er en del af problemet, men hvad er løsningen? Og findes den i eller uden for EU?

Hvad sker der med demokratiet, når den offentlige velfærd markedsgøres, og EU blander sig i kollektive aftaler på arbejdsmarkedet? Er demokratiet under kraftig nedsmeltning i takt med national og faglig selvbestemmelsesret - og hvad er så vores svar herpå?
Det var disse store spørgsmål, der var sat til diskussion på en velbesøgt konference mandag i København, arrangeret af Fagbevægelsen Mod Unionen.
På konferencen var der bred enighed om, at demokratiet er under nedsmeltning. Og at EU bidrager til drivhuseffekten.
- Demokratiet har det bedst ved ikke at være i for uoverskuelige sammenhænge, slog kunstneren Bjørn Nørgaard fast i sit indledende indlæg, hvor han erklærede både socialismen og nyliberalismen for at være afgået ved døden.
Men selvom demokratiet i Europa er kædet tæt sammen med nationalstaternes opståen må vi nu i globaliseringens tidsalder udvide diskussionen om demokratiet, mener Bjørn Nørgaard.
- Hvis de demokratiske kvaliteter, som nationalstaterne står for, stadig skal have en rolle at spille, skal vi være med til at sætte en ny dagsorden i EU, så EU kan være ramme om og værne om nationalstaten. Hvis Obama kan blive præsident i USA, er der også mulighed for at få demokrati i EU, mente Bjørn Nørgaard.
Det var dog ikke en tanke, som vandt meget gehør hos de fremmødte faglige tillidsfolk på konferencen.
EU er ikke en del af løsningen på det voksende demokrati-underskud, men en del af problemet, mente Finn Sørensen, næstformand i 3F Industri & Service. Han henviste til EF-domstolens domme mod konfliktretten, og dermed den danske aftalemodel..
- Den danske model er en del af demokratiet Man skal bide mærke i, at det ikke kun er konfliktretten, der bliver angrebet med EU-dommene, men hele muligheden for at beskytte sig mod social dumping. John Monks, formand for EU`s LO-sammenslutning EFS, har kaldt Laval-dommen 'a license for social killing', sagde Finn Sørensen.
I virkeligheden er der tale om, at de 'bekvemmelighedsflag', man kender fra skibsfarten, med EU-dommene får plads til at brede sig til andre dele af arbejdsmarkedet, påpegede Klaus Lorenzen, forhandlingssekretær i 3F.
- Her har havnearbejderne vist en effektiv vej: Hvis det Internationale Transportarbejderforbund først har sat navn på et blokaderamt skib, så er det blokeret overalt i verden, fordi havnearbejderne er så godt organiserede. Det er hårdt arbejde, men det er den eneste vej at gå. Vi må i offensiven og ikke blot tegne overenskomster for de udenlandske arbejdere, men også organisere dem, sagde Klaus Lorenzen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland