18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejderen bliver morgenavis

Arbejderen bliver morgenavis

Torsdag, 04. december, 2008, 00:00:00

Fra den 2. januar er det Bladkompagniet, som udbringer Arbejderen. Det betyder, at de fleste læsere vil modtage avisen hver morgen senest klokken 7

I det nye år vil de fleste af Arbejderens abonnenter kunne læse avisen til morgenkaffen.
Flere års tiltagende problemer med leveringen via Post Danmark får nu konsekvenser: Arbejderen overlader fra nytår distributionen af avisen til Bladkompagniet. Det betyder, at vi vil udkomme som morgenavis i 95 procent af landet.
- Vi tager det her skridt efter, at vi igennem meget lang tid har forhandlet med Post Danmark om en forbedring af den mangelfulde distribution, uden at det har ført til en løsning af problemerne. Mange læsere har opfordret os til at finde en anden løsning med hensyn til udbringning af avisen, siger Arbejderens redaktør Birthe Sørensen.
Aftalen med Bladkompagniet betyder, at Arbejderen indenfor bymæssig bebyggelse vil blive omdelt inden klokken 7 om morgenen undtagen på Bornholm og i Vestjylland.
- Bladkompagniet omdeler desværre ikke i hele landet, så omkring 300 af Arbejderens abonnenter vil fortsat modtage avisen med posten, oplyser Birthe Sørensen.
Men hovedparten af læserne vil fra nytår opleve, at avisen kommer hver dag til tiden. Bladkompagniet lover, at mindst 99 procent af aviserne bliver afleveret rettidigt.
Det giver en helt ny situation for avisen, som i årenes løb har mistet utallige abonnenter på grund af dårlig distribution. I mange områder er det næsten umuligt at få folk til at gentegne deres abonnement, fordi de husker Arbejderen som avisen, der aldrig kom.
- Med en forbedret kvalitet i leveringen har vi chancen for at nå i mål med den igangværende abonnementskampagne, erklærer Birthe Sørensen.
- Vi mangler stadig 333 abonnenter, før vi har nået målet på 500 nye læsere. Vi opfordrer alle de nuværende abonnenter til at være med til at sikre, at morgenavisen Arbejderen får en langt større udbredelse. Du kan stadig nå at bestille Arbejderen som julegave eller få en stak af det nye kampagnemateriale tilsendt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland