Næsten hver tredje på Lolland-Falster vil bevare lokale uddannelser. Endelig beslutning ligger på ministerens bord
I dag mødes politikerne i Region Sjælland for at vedtage en stærkt kritisk udtalelse om den planlagte centralisering af regionens professionsuddannelser. I går stod undervisningsministeren skoleret i Folketingets spørgetid.
Bertel Haarder (V) bliver presset fra alle sider i sagen om lukning af pædagog-, lærer- og socialrådgiveruddannelserne i Nykøbing Falster.
26.800, eller næsten hver tredje voksne på Lolland og Falster, har i løbet af de sidste to uger skrevet under på de lokale studerendes protest.
- Vi mødte stort set kun folk, der enten allerede havde skrevet under eller gerne ville, da vi samlede de sidste underskrifter ind på torvet i Nykøbing Falster i fredags. Hele lokalsamfundet bakker op om vores kamp, fortæller de studerendes talsmand, Stefan Norbæk Jensen, til Arbejderen.
Han vil sammen med 30 medstuderende være at finde på tilhørerpladserne i dag, når Regionsrådet ventes at vedtage en udtalelse, der fastslår, at Campus Nykøbing Falster skal være en del af regionens uddannelsestilbud.
Den regionale paraplybestyrelse for University College Sjælland (UCSJ) besluttede sidste måned at samle alle regionens mellemlange, videregående uddannelser i fire store, centralt placerede campusser. Det har vakt vrede i yderområderne, hvor nogle studerende kun kan nå frem til mødetid på de nye uddannelsessteder, hvis de tager af sted aftenen før.
Regionsrådet skal høres i forbindelse med UCSJ`s beslutning, men den endelige beslutning ligger på Bertel Haarders bord.
Det har fået flere folketingspolitikere til at slutte op om Nykøbing Falsters kamp, blandt andre den regionalt valgte socialdemokrat Lennart Damsbo-Andersen som i går stillede spørgsmål til Bertel Haarder i Folketinget.
- Jeg vil have ministeren til at forholde sig til, hvordan nedlæggelser af uddannelser hænger sammen med regeringens egne løfter om at sikre regional udvikling og uddannelsesmuligheder for de unge, siger Lennart Damsbo-Andersen til Arbejderen.
Radikale Venstres uddannelsesordfører, Marianne Jelved, mener ligefrem, at UCSJ`s centraliseringsplaner er i strid med professionshøjskoleloven, og Enhedslisten har indkaldt ministeren i samråd om sagen den 17. december.
Bertel Haarder selv vil ikke udtale sig før næste fredag, hvor UCSJ`s bestyrelse mødes for at diskutere planerne.
Bestyrelsesformand Hans Stige indrømmer, at den folkelige modstand har gjort indtryk, og håber, at de også vil påvirke regeringen.
- Vi vil gerne sikre gode uddannelser over alt i vores område. Men vi er også i den situation, at vi mangler penge. Og hvis ikke, vi får rettet op på økonomien, så har vi altså et problem, siger han til Folketidende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278