18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærere vil ikke være vagthunde

Lærere vil ikke være vagthunde

Torsdag, 11. december, 2008, 00:00:00

Til foråret barsler regeringen med en stor handlingsplan mod radikalisering. Menneskerettigheds- og fagforeninger udtrykker bekymring

Unge, der er på vej til at udvikle radikale holdninger, kan hentes ind til forhør hos Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller tvangsspredes til institutioner langt væk fra hvor deres forældre bor.
Det er nogle af forslagene i den store handlingsplan mod radikalisering, som regeringen forventes at fremlægge til foråret.
Forslagene kommer fra Integrationsministeriets oplæg til handlingsplanen, 'En fælles og tryg fremtid'.
De har vakt bekymring hos mange af de organisationer og foreninger, der har haft oplægget til høring i løbet af dette efterår.
- Selvfølgelig skal vi gøre opmærksom på, hvis vi kommer under vejrs med, at nogle unge planlægger noget kriminelt. Men vi skal ikke være vagthunde for, om elevernes holdninger er for ekstreme. Det skader den vigtige tillid mellem lærere, forældre og elever, siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til Arbejderen.
Ligesom blandt andre Institut for Menneskerettigheder og Amnesty International, er Danmarks Lærerforening bekymret for, at oplæggets koncentrerede fokus på radikalisering i muslimske miljøer, vil kunne give nogle en oplevelse af, at alle muslimer er under mistanke for at være potentielle terrorister.
Bekymringen deles dog ikke af formanden for Folketingets retsudvalg, Dansk Folkepartis Peter Skaarup.
- Hellere kontakte PET en gang for meget end en gang for lidt, siger han til Information.
Integrationsministeriets oplæg tager sigte på at forebygge og opdage ekstremistiske muslimske såvel som højre- og venstreradikale tendenser hos de unge.
Det skal for eksempel gøres ved at give PET mulighed for at hente unge, der menes at være på vej ind i en radikaliseringsproces, ind til præventive samtaler, ligesom kommunerne skal kunne sætte dem i særlige skoleforløb eller på længere ophold væk fra deres omgangskreds.
Men Danmarks Lærerforening kan ikke støtte tanker om tvangsspredning af elever til skoler uden naturlig tilknytning til boligområdet, fastslår Anders Bondo Christensen.
Radikaliseringen skal også modvirkes ved at gøre det lettere for de unge at deltage i nærdemokratiets institutioner og ved en øget indsats mod diskrimination. Samtidig skal institutionsledere samarbejde med politiet om kortlægning af de radikale miljøer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland