Når nordjysk vikarbureau sender sine ansatte på AMU-kurser sker det på statens regning og med både beskæftigelsesministeriets og undervisningsministeriets blå stempel.
Både Beskæftigelsesministeriet og Undervisningsministeriet har sagt god for den måde, det nordjyske vikarbureau Noreco A/S bruger arbejdsmarkedsuddannelses-systemet på.
Firmaet har, som omtalt i Arbejderen i går, specialiseret sig i at hente arbejdskraft fra især Rumænien og Ungarn til Danmark. De østeuropæiske arbejdere bliver ansat af vikarbureauet, som derefter sender dem på AMU-kurser i op til flere måneder. Det sker angiveligt for at opkvalificere dem til det danske arbejdsmarked.
Jørn Larsen, formand for Dansk Metals afdeling i Frederikshavn, har undret sig over, at Noreco kan sende sine ansatte på kurser i 'de fleste tilfælde fire til seks måneder' og få udbetalt kursusgodtgørelse fra staten.
Men det er helt lovligt, anfører beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.
'Beskæftigede på danske virksomheder har de samme muligheder for uddannelse uanset nationalitet. Dvs., at udenlandske statsborgere, både EU-borgere og tredjelandsborgere, der arbejder på danske arbejdspladser, kan deltage i uddannelse på lige fod med deres danske kolleger', skriver beskæftigelsesministeren i et svar til Dansk Metal i Frederikshavn
Claus Hjort Frederiksen gør opmærksom på, at han har vendt sagen i Undervisningsministeriet, som har ansvaret for arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU).
Kursisterne er ikke i arbejde
Undervisningsministeriet bekræfter, at reglerne om deltagelse i AMU og udbetaling af kursusgodtgørelse er opfyldt fra firmaets side.
3F har undret sig over, om det er lovligt, at et uddannelsescenter, i dette tilfælde EUC Nord, i samarbejde med et vikarbureau, kan optage udenlandske kursister i et 12 ugers AMU kursusforløb.
- Kursisterne er ikke reelt i arbejde, og deres tilsagn om arbejde er betinget af, at de består den afsluttende prøve, argumenterer Flemming Jensen, uddannelseskonsulent i 3F`s byggegruppe.
Han og dermed 3F har foreløbig opgivet at komme videre i sagen, siger han til Arbejderen med henvisning til det svar, han fik tilbage i maj måned fra Nina Topp, fuldmægtig i Undervisningsministeriet:
'Efter reglerne stilles der ikke krav om, hvilken type ansættelsessted, der skal være tale om. Der stilles heller ikke krav om, at beskæftigelsesforhold skal være varigt, eller at eventuel prøvetid skal være overstået, før pågældende kan deltage i AMU'.
Fagforeningerne mener, at Noreco med hjælp af den omfattende kursusvirksomhed har et 'sugerør i statskassen'.
Ikke mangel på arbejdskraft
Direktør for Noreco, Karl Otto Nielsen, forstår ikke fagbevægelsens reaktion.
- Vi har undersøgt det hele på forhånd og fået grønt lys fra Undervisningsministeriet. Det eneste, vi er interesserede i, er at give de ansatte de bedste forudsætninger for at klare sig på det danske arbejdsmarked indenfor de fag, hvor der efterspørges arbejdskraft, siger han til Arbejderen.
Joan Josefsen, faglig sekretær i 3F Skagerak, anførte i går overfor Arbejderen, at der ikke har været mangel på arbejdskraft i Nordjylland indenfor de områder, hvor der oprettes kurser for østarbejderne. Det drejer sig blandt andet om rengøring og service, byggebranchen og jern og metal.
Alene i 2008 er der udbetalt over 10 millioner kroner fra statskassen til Noreco i kursusgodtgørelse for mere end 15.000 kursusdage afholdt på EUC Nord. Dertil kommer, at statskassen har betalt knap 11,5 millioner kroner til kost og logi, samt udgifter til transport, viser beregninger som nordjyske fagforeninger har lavet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278