18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tuneserlov i strid med grundloven

Tuneserlov i strid med grundloven

Torsdag, 11. december, 2008, 00:00:00

Et liv på tålt ophold efter regeringens stramninger er en frihedsberøvelse - og strider derfor mod grundloven, advarer juraprofessor

Folketinget styrer direkte imod et grundlovsbrud.
Så klar er vurderingen fra professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, Henning Koch. Folketingets Retsudvalg og Udlændingeudvalget afholdt i går en høring, hvor de havde bedt ham og to andre jurister give deres vurderinger af den såkaldte tuneser-lov, som Folketinget er i gang med at vedtage i ekspresfart.
- For at man kan frihedsberøve i overensstemmelse med grundloven, skal der være en konkret og nærliggende fare for, at personen er til fare for statens sikkerhed. Det opfyldes ikke her. Frihedsberøvelse på grundlag af en abstrakt fare eller risiko kan ikke finde sted i en retsstat, fastslår Henning Koch overfor Arbejderen.
Lovforslaget efterlader ingen tvivl hos ham, om at der er tale om frihedsberøvelse, fordi udlændinge på tålt ophold fremover skal opholde sig og overnatte i Sandholmlejren, et afgrænset indhegnet område med adgangskontrol. Her skal udlændingen dagligt melde sig hos politiet. Sker det ikke, vil politiet straks igangsætte en eftersøgning, og udlændingen står til ét års fængsel.
Normalt er det kun domstolene, der efter at have fået fremlagt beviser, kan frihedsberøve folk. Men udlændingene på tålt ophold er ikke blevet sat på tålt ophold af en dommer, men derimod ved en ren administrativ beslutning af PET eller Udlændingeservice.
Hvis loven vedtages, risikerer både integrationsministeren og de embedsmænd, der skal håndhæve loven i praksis, at blive slæbt i retten af tålt ophold-ofrene og anklaget for grundlovsbrud, forudser Henning Koch.
Advarslerne om grundlovsbrud og retssag får ikke formanden for Udlændingeudvalget, Karsten Lauritzen fra Venstre til at ryste på hænderne:
- Det handler om, hvordan den her lov bliver forvaltet i praksis. Vi skal foretage en individuel vurdering af hver enkelt på tålt ophold, mener Karsten Lauritzen.
Men lovforslaget efterlader ikke meget spillerum til eventuelle embedsmænd, der vil undgå at overtræde grundloven og ikke vil medvirke til at frihedsberøve udlændinge på tålt ophold.
I bemærkningerne til lovforslaget, slår integrationsministeren nemlig fast, at: 'Efter udlændingelovens § 42a, stk. 8! skal Udlændingeservice, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at udlændinge på tålt ophold skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted'.
-Lovforslaget er udtryk for, at den lovgivende magt forsøger at overtage den dømmende magt ved at sige, at det klare udgangspunkt er, at folk skal opholdes sig i Center Sandholm. Det er ikke retsstaten, der tænker sådan, fastslår juraprofessoren.
Hans besked til politikerne er klar:
- Tag lovforslaget af bordet. Det er udtryk for forhastet politisk jura. Det er en politisk aftale, som skal tilfredsstille politiske hensyn. Og så går det ud over juraen.
Høringen foregik i Landstingssalen på Christiansborg. Udover Henning Koch talte Jonas Christoffersen, lektor i menneskeret ved Københavns Universitet og kommende direktør for Dansk Institut for Menneskerettigheder og Henrik Rothe, general sekretær for Advokatrådet. Derudover deltog repræsentanter fra samtlige partier i Folketinget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland