18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjort truer med indgreb

Hjort truer med indgreb

Lørdag, 13. december, 2008, 00:00:00

Hvis ikke I makker ret, så må vi gribe ind i gældende overenskomster, lyder meldingen fra Hjorten til de danske EU-parlamentarikere

af Hans Brinkmann
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen truer nu med at gribe ind i gældende overenskomster, hvis EU-Parlamentet ikke i næste uge sluger det forslag til nyt arbejdstidsdirektiv, som medlemslandene er blevet enige om.
Truslen er fremsat i et brev til de danske medlemmer af EU-Parlamentet, hvor ministeren opfordrer dem til at stemme imod de ændringsforslag, som parlamentet beskæftigelsesudvalg har fremsat.
I brevet til de danske parlamentarikere, argumenterer Hjort for, at ministerrådets kompromis udgør den bedst mulige løsning, og hvis parlamentet kræver yderligere ændringer i direktivet, risikerer man at sætte det over styr.
Det vil - ifølge ministeren - betyde, at vi står i en 'uheldig situation'. 'Med meget stor sandsynlighed vil vi stå tilbage med det nugældende direktiv med uløste problemer i forhold til EF-domstolens afgørelser vedrørende rådighedsvagter/inaktiv arbejdstid og deraf følgende krav om at gribe ind i gældende overenskomster', skriver Claus Hjort.
- Det vil jeg godt se, det er et afgørende brud med den danske aftalemodel, hvis han vil gribe ind i gældende overenskomster, siger Ole Prasz, konsulent i FTF.

Nye skræmmebilleder
LO, FTF og AC afviser at der er brug for lovindgreb, og de tre hovedorganisationer deler ikke ministerens vurdering af situationen om arbejdstidsdirektivet. Tværtimod opfordrer de til at bakke op om beskæftigelsesudvalgets ændringsforslag.
- Hvis de offentlige danske arbejdsgivere finder, at der er behov for justeringer af den ugentlige arbejdstid, som følge af de to afsagte EF-domme (Simap og Jäger), kunne man forvente, at det ville have sat sig spor i overenskomstfornyelserne på det offentlige område i 2008, men det er ikke tilfældet, konstaterer de.
Derfor har de tre hovedorganisationer svært ved at se 'nødvendigheden af et lovindgreb' i forhold til de gældende overenskomster.
- De to domme er udtryk for gældende ret, som overenskomsterne skal tolkes efter, mener de.
Og så konstaterer de, at ministeren bidrager til at skabe nye skræmmebilleder:
- I ministerens brev til medlemmerne af EU-Parlamentet understreges det, at ministeren håber det kan være med til 'at få slået en pæl igennem nogle myter' om Rådets forslag til et revideret arbejdstidsdirektiv. Men med ministerens egne ord om, at Rådets holdning 'udgør det bedste mulige kompromis, som man ikke bør risikere at sætte over styr', finder vi, at ministeren selv er med til at skabe nye skræmmebilleder, hedder det i brevet fra de tre hovedorganisationer.

Usikker afstemning
EU-Parlamentet skal i næste uge tage stilling til de ændringsforslag, som parlamentets eget beskæftigelsesudvalg med stort flertal er blevet enige om. Men der er usikkerhed om udfaldet, parlamentarikerne har været udsat for en heftig lobbyisme, som også Claus Hjorts brev er et eksempel på.
Desuden skal der et absolut flertal til at vedtage ændringsforslagene, det betyder at mindst halvdelen af alle medlemmer skal stemme for dem, og her truer juleferien.
Tilhængerne af forslaget frygter, at en god del af parlamentarikerne er taget hjem på juleferie inden parlamentet når frem til at stemme.
Det socialdemokratiske medlem af parlamentet, Ole Christensen er ikke blevet overbevist af ministerens brev.
- Vi holder fast, vi vil ikke tages som gidsler for beskæftigelsesministrenes studehandel, siger han med henvisning til, at forslaget er blevet til som en del af en pakke, hvor medlemslandene blev enige om et vikardirektiv og et nyt arbejdstidsdirektiv i en samlet aftale.
- Det er helt afgørende at holde fast i, at muligheden for at lade folk arbejde i op til 78 timer om ugen skal udfases. Der er tre millioner englændere, der arbejder på de vilkår, vi skal ikke konkurrere på lange arbejdstider, siger Ole Christensen.
Han kritiserer medlemslandene for ikke at have gået i seriøse forhandlinger med EU-Parlamentet om direktivet.

Artiklen er hentet fra www.eufagligt.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland