17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Færre senge til psykisk syge

Færre senge til psykisk syge

Tirsdag, 16. december, 2008, 00:00:00

Næsten 80 procent af sengepladserne til psykisk syge er skåret væk over de sidste godt 20 år. Det rammer de patienter, der har det dårligst, siger klinikchef

Fra 16.000 til 3400. Så voldsomt er antallet af sengepladser på de psykiatriske hospitaler blevet skåret siden midten af 1980`erne.
Da antallet af indlæggelser stort set har været uforandret i samme periode, betyder det, at patienterne i dag er indlagt i meget kortere tid, viser tal fra Danmarks Statistik.
- Vi i psykiatrien bruger en vanvittigt stor del af vores energi på at få folk hurtigt udskrevet, siger Anders Fink-Jensen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og klinikchef på Psykiatrisk Center Rigshospitalet, til Arbejderen.
- Her på Rigshospitalet holder vi nogenlunde skindet på næsen. Men der er en del tilfælde, hvor vi starter behandlingen meget intensivt lige fra starten af i stedet for at give patienten den nødvendige tid og ro, uddyber han.
Anders Fink-Jensen fortæller, hvordan pladsmanglen især i de store byer presser patienterne hurtigere gennem indlæggelserne end ønsket.
- Der er nogle af de dårligere patienter, der har behov for en længere indlæggelse. Men alternativet er, at folk kommer ind på overbelægning. Stress og uro er forværrende for en psykotisk tilstand, og så er det ikke det bedste alternativ at ligge bag en skærm på en gang, med folk der går forbi, eller døre der smækker, påpeger klinikchefen.
Nedskæringerne skyldes til dels udviklingen i psykiatrien, hvor man siden 1960`erne har bevæget sig væk fra de store, psykiatriske hospitaler, der samlede de psykisk syge til ofte livsvarige indlæggelser.
I stedet er kommer ambulant behandling, distriktspsykiatri og socialpsykiatriske bocentre. Men det har skabt et hul, som de svageste psykisk syge falder igennem, forklarer Anders Fink-Jensen.
- Udviklingen bygger på en sympatisk tanke, men problemet er, at man ikke har sikret sig, at de ambulante tilbud er gode nok. Og da bostederne er private hjem på en anden måde end de psykiatriske hospitaler, er der ikke dér tilstrækkelig mulighed for at sikre, at folk får den rigtige behandling, mener han.
Formand for psykiatriudvalget i Danske Regioner, Bent Normann Olsen (S), afviser, at der mangler sengepladser i psykiatrien.
- Der mangler pengeressourcer og personaleressourcer. Men alle regionerne har netop i år opprioriteret området, så jeg forventer, at det bliver bedre, siger han til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland