17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Socialdemokratiet sikrer tuneserlov fredag

Socialdemokratiet sikrer tuneserlov fredag

Onsdag, 17. december, 2008, 00:00:00

Socialdemokraterne stoler på justitsministeren: Partiet vil ikke være med til at udskyde loven og få afklaret de juridiske uenigheder

På fredag kan et flertal i Folketinget uhindret vedtage tuneserloven, der pålægger udlændinge på tålt ophold at opholde sig og overnatte i Sandholmlejren og melde sig hos politiet hver dag.
Oppositionen kunne ellers have udnyttet en paragraf i grundloven, der giver to femtedel af Folketingets medlemmer ret til at få udskudt en lovbehandling i tolv arbejdsdage.
Den ekstra tid kunne blandt andet være brugt til at få uddybet den klare kritik fra juraprofessor, Henning Koch, der advarer om, at tuneserlovforslaget er i strid med grundloven.
Men i går havde kun Enhedslisten og Radikale meldt positivt tilbage på Liberal Alliances indsamling af de 72 nødvendige underskrifter fra folketingsmedlemmer, som vil udskyde lovbehandlingen til midten af januar.
Socialdemokraternes underskrifter er indsamlet og ligger i skuffen. Men de bliver ikke taget op, fastslog partiets integrationsordfører Henrik Dam Kristensen:
- Justitsministeren har svaret klart og præcist: Der er ikke noget problem med grundloven og de internationale konventioner. Dermed har regeringen påtaget sig det fulde ansvar overfor grundloven og de internationale konventioner. Så må eftertiden vise, om ministeren har ret. Det skal jeg ikke sætte mig til dommer over, sagde Henrik Dam Kristensen under debatten.
Han undlod at svare på, om han kunne komme med bare ét eksempel på, at Justitsministeriet har dømt deres egen lov som værende i strid med grundloven og de internationale konventioner.
Løsgænger og tidligere medlem af den konservative folketingsgruppe, Pia Christmas-Møller, ærgrer sig over, at Socialdemokraterne ikke vil være med til at vinde mere tid.
- Hvis Socialdemokraterne ville være med, kunne vi benytte grundlovens mindretalsbeskyttelse og vende endnu flere sten. Hele den juridiske verden er enige om, at der er store problemer med forslaget. Jeg har aldrig tidligere set så stærke ord i høringssvar, erklærede Pia Christmas-Møller under debatten.
Men Socialdemokraternes integrationsordfører var ikke til at hugge eller stikke i:
- Jeg kan bare konstatere, at der er flertal for lovforslaget. Hvis det skal give mening at udsætte lovforslaget, skal der være væsentlige argumenter for, at det nytter noget, sagde Henrik Dam Kristensen.
En af dem, der har skrevet under på kravet om mere tid, er Enhedslistens Line Barfod. Hun mener det nytter:
- Hvis vi havde mere tid, kunne vi spørge nogle af de øvrige statsretseksperter, om de er enige med Henning Koch. Og måske vil der så være nogle i Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som ikke vil være med til at bryde grundloven, lød det fra Line Barfod.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland