Det svenske ambulancefirma har kniven for struben. 3F`s blokade af firmaet bliver den 23. december udvidet med sympatikonflikt fra andre LO-forbund
Dagen før juleaften bliver Samariten Ambulans omfattet af sympatikonflikt fra en række LO-organisationer.
Det svenske familieforetagende skal overtage næsten halvdelen af ambulancekørslen i Danmark fra 1. september næste år, men har endnu ikke underskrevet en overenskomst.
- Vi har kørt blokade mod firmaet siden 4. september, så ingen af vores mere end 4.000 medlemmer, der i dag arbejder som reddere, må søge job ved Samariten. Nu træder LO-organisationernes sympatikonflikt i kraft, og det vil yderligere vaskeliggøre Samaritens debut på det danske marked, siger Søren Andersen, der er forhandlingssekretær i 3F`s Transportgruppe, til Arbejderen.
Sympatikonflikt
Sympatikonflikten bevirker, at Samariten ikke kan få klargjort de ambulancer, der skal bruges i Region Midtjylland, Hovedstaden og Sjælland. Firmaet kan heller ikke komme i gang med personalefaciliteterne med hjælp af organiserede håndværkere.
3F har intet hørt fra Samariten siden sidst i oktober, og Søren Andersen undrer sig højlydt over firmaets adfærd.
- Jeg forstår ikke, hvordan et firma kan give et tilbud på ambulancekørsel uden at kende overenskomsten, altså de samlede personalemæssige omkostninger. Og jeg forstår slet ikke, at regionspolitikerne har godkendt sådan noget makværk. De har helt tydeligt kun haft besparelser i hovedet.
Søren Andersen opfordrer Samariten til snarest at få orden på overenskomstforholdene, men understreger samtidig, at 3F ikke står klar med en overenskomst, der nu kan passe til Samaritens 'dumpingtilbud'.
FOA har også varslet konflikt mod ambulancefirmaet. Forbundet har overenskomsten for de ansatte ved Københavns Brandvæsen, der blev vraget som fremtidig aktør af regionspolitikerne i Hovedstaden. FOA har samtidig varslet sympatikonflikt mod Roskilde Brandvæsen og Frederiksberg Brandvæsen. Det får den praktiske betydning, at FOA-ansatte de to steder ikke må påtage sig konfliktramt arbejde, hvis de skulle optræde som underleverandør for Samariten.
OK i næste række
Den nyansatte kommunikationschef i Samariten, Arne Møller, forsikrer overfor Arbejderen, at de 600 nye medarbejdere, der skal ansættes, ikke får ringere vilkår, end de har i dag. Der er imidlertid andre og vigtigere opgaver, som presser sig på.
- Vi skal først og fremmest have økonomien på plads. Det regner vi med sker i denne uge. Så skal vi have underskrevet kontrakterne med regionerne, før vi kan tage fat på overenskomsterne. Der er jo ingen grund til at skrive under på en overenskomst, hvis hele læsset vælter, siger Arne Møller til Arbejderen.
Det har vist sig, at det svenske firma har vundet flere opgaver end forventet, og har problemer med at rejse den kapital, der skal til for at løfte opgaverne og som garanti overfor regionerne.
Ifølge Arne Møller skal kontrakten med Region Sjælland underskrives 'omkring nytår'. I Region Hovedstaden er deadline den 15. januar
Skriv under
I dag gennemføres der en støtteaktion til fordel for bevarelsen af Københavns Brandvæsen. Aktionen finder sted på Rådhuspladsen i København kl. 16-19 (ved juletræet).
Arrangørerne har startet en underskriftsindsamling på www.bevarkoebenhavnsbrandvaesen.dk
Foreløbig har mere end 4.500 skrevet under.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278