Danmark behandler de dårligst stillede værre og værre. Sådan lyder den kradse konklusion, når CASA gør status over ti års socialpolitik

Politikerne har sendt størstedelen af den sociale indsats over til Beskæftigelsesministeriet med et kraftigt hjørnespark.
Det betyder, at socialrådgiverne i dag skal lægge deres viden om, hvordan man hjælper den unge enlige mor og den misbrugsramte borger til side - og i stedet fokusere på at skaffe dem der kan arbejde i arbejde og lade resten falde gennem det sociale sikkerhedsnets stadigt større huller.
Det er en af konklusionerne i Center for Alternativ Samfundsanalyses (CASA`s) årsrapport.
- Der er sket et skred i socialpolitikken, hvor vi er gået fra at se på ledighed som et strukturelt problem til et personligt. Både nye regler på området og politikernes udtalelser er med til at tegne et billede af, at de sociale problemer kan løses med et arbejde, og at ledigheden er de arbejdsløses egen skyld, siger Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening og medforfatter til rapporten, til Arbejderen.
I årsrapporten gør CASA status over de sidste ti års udvikling i den socialpolitiske indsats. Det tegner et dystert billede af stigende ulighed, markedsgørelse af velfærden og forringede vilkår for de udsatte børn.
På plussiden finder man kun den stigende beskæftigelse.
- Vi behandler de dårligst stillede stadig dårligere. Uligheden er steget de sidste ti år, og den stiger fortsat. Lofter over kontanthjælpen og særligt lave satser er med til at gøre de fattige fattigere og samtidig, er der sket en koncentration af indkomsterne hos de ti procent med de højeste indkomster, siger cand.polit. ved CASA, Finn Kenneth Hansen, til Arbejderen.
Det anslås, at mellem 36.000 og 50.000 familier rammes af kontanthjælpsloft, starthjælp og 300-timers regel.
De lever i det, socialrådgiver Therese Halskov i rapporten beskriver som 'nyfattigdom', der udspiller sig isoleret bag de almennyttige boligers facader med helbredsproblemer, social eksklusion og ensomhed til følge.
Den stigende ulighed rammer især de udsatte børn, som udgør 10-15 procent af en årgang. Deres forhold bliver analyseret af professor Per Schultz Jørgensen i årsrapporten.
- De gode intentioner i anbringelsesreformen fra 2006 bliver ikke ført ud i livet, blandt andet fordi kommunerne oplever et stigende pres for at finde billigere løsninger og færre anbringelser, forklarer Per Schultz Jørgensen til Arbejderen.
Årsrapporten konkludere endelig, hvordan en række nyliberale reformer og voksende markedsgørelse af velfærdsydelserne er med til at gennemhulle det offentlige, kollektive sikkerhedsnet, der skulle redde de mest udsatte.