Adam Qvist var med på det første internationale skib, der brød Israels blokade af Gaza. ¤¤Det er vores pligt at sende flere skibe¤¤, siger den 22-årige dansker

- Hvert eneste land og alle venskabsforeninger med palæstinenserne, ja, alle solidaritetsgrupper, burde sende et skib med nødhjælp til Gaza.
Den 22-årige Adam Qvist ser direkte frem for sig. Han mener det.
Danskeren var den 23. august med om bord på det første af to skibe med internationale aktivister, der brød igennem Israels jernring af en blokade omkring det lille palæstinensiske område i Mellemøsten.
Lasten af dét skib, Adam Qvist var om bord på, indeholdt medicin til hospitalerne og høreapparater til børn.
- Der skal bare findes en dansk skipper og en båd. Det er ganske nemt. Idéen skal bare næres og vokse. Ellers sker der slet ingenting. Nogle mennesker tror måske, at andre vil gøre det. Det duer ikke, udbryder Adam Qvist.
Han tilføjer, at den danske mediefokus på katastrofen er næsten totalt skæv.
- Gaza er helt lukket nu. De er løbet tør for de helt grundlæggende fødevarer og medicin. Den humanitære krise er ved at komme helt ud af kontrol, så det er vanvittigt vigtigt, at bryde illusionen om, at det ikke kan lade sig gøre at sende skibe og nå dem dernede.
Adam Qvist, der startede på Vestbredden som fredsvagt, ryster på hovedet.
- Israel skal presses til at opgive kontrollen helt, så de kun har den bare, ekstreme vold tilbage i form af artilleri og bomber mod Gaza. Hvis de arabiske lande så endelig lader ord følge af handling og hjælper palæstinenserne, sker der noget, siger Adam Qvist.
Han vender tilbage til idéen om at sende et dansk skib med lasten fuld af medicin og nødhjælp.
- Man skal finde et mandskab, finde journalister og måske et par medlemmer af Folketinget til at tage med, siger den unge dansker, der stammer fra Søllerød i Nordsjælland.
Han studerer arabisk på universitetet til daglig. Han tropper op til interviewet med Arbejderen på redaktionens lokaler på Nørrebro i København med sin rygsæk på nakken. Det ser ud som om, han er på vej til Gaza igen, men han skal 'bare i sommerhus her i Danmark og slappe af'. Men han er ikke meget for det. Solidariteten med palæstinenserne presser sig på.
Han er 'vild med' de danske kampagner herhjemme for at boykotte Israel. Han mener, at der er masser at gøre herhjemme. Men kampagnerne skal være mere direkte. Der skulle 'sættes advarselsmærkater på alle israelske varer i supermarkederne.' Der skal være demonstrationer, for solidariteten skal bredes ud.
- Vi beviste dengang i august med vores brud på blokaden, at denne form for solidaritet kan lade sig gøre. Det ér virkelig muligt. Det har fået en masse mennesker til at sætte fantasien i gang og rette fokus på netop Gaza og solidariteten med palæstinenserne over det hele, siger Adam Qvist.
- Tænk dig, et skib fra både Sverige, Norge og Danmark til Gaza! Det er den eneste konkrete måde, vi kan bryde blokaden. Samtidig får vi opmærksomheden rettet mod Israels gigantiske brud på menneskerettighederne dernede, men også banket ind i folks hoveder, at det er og bliver palæstinensisk farvand, og ikke israelsk ud for Gaza, fortsætter danskeren.

Glæde
Selv husker han den fantastiske følelse af solidaritet fra den lørdag eftermiddag den 23. august, da han kunne vinke til 40.000 jublende palæstinensere på kajen i Gaza havn.
- Det var så overvældende, at vi græd alle om bord. Vi blev slået helt ud. Al den glæde. Vores symbolske aktion betød meget. De så, at der er nogle i verden, der interesserer sig for dem og deres sag.
- Og endelig var der nogle i verden, der ikke overså deres lidelser eller pustede til deres interne uenigheder og kampe mellem fraktionerne, udtaler Adam Qvist, mens han sidder og tænker tilbage på turen med de 41 andre aktivister fra Free-Gaza-initiativet.
Lokale fiskerbåde tog imod skibene i rum sø, mens tågehornene gjaldede og et spejder-orkester trommede og spillede på fløjter i en lille vuggende båd.
De 42 mennesker fra en snes lande kunne omsider gå fra borde efter en hård sejltur. En nonne, advokater, journalister og studenter. Blandt andet den tidligere britiske premierminister Tony Blairs kones søster, der er journalist.
Skibene sejlede dagen før fra Cypern. På forhånd havde Israel, der patruljerer farvandet ud for Gaza, både truet med at stoppe bådene, men også med løfter om at lade dem komme igennem.
Skibenes navigationsudstyr blev jammet af israelerne og flere gange havde arrangørerne i Free Gaza-initiativet forud for sejladsen afvist israelere, der ifølge arrangørerne tydeligvis var agenter for den israelske sikkerhedstjeneste.
Israels udenrigsministerium meddelte at bådene kom igennem 'for at undgå dén medie-provokation, som gruppen ønskede.'
- I det typiske arabiske anarki blev vi revet af bådene og båret op til et hotel, hvor vi blev indlogeret under sikkerhedsstyrkernes kontrol. Hamas accepterede, at vi var en bredt sammensat gruppe af mennesker med forskellige religiøse og politiske holdninger, der ikke ville spændes for nogens vogn, fortæller Adam Qvist.

Blev i Gaza
De fleste på de to solidaritetsbåde sejlede hurtigt tilbage til Cypern, men sammen med ti andre blev Adam Qvist.
- Det ville minde for meget om turisme, hvis jeg bare tog tilbage til Cypern og Danmark. Og jeg ville aldrig få at mærke, hvordan det er at være spærret inde i et fængsel, siger danskeren stille og kigger bestemt frem for sig.
Han begyndte sammen med gruppen, der også omfattede Tony Blairs svigerinde, Lauren Booth, at lave markeringer rundt omkring i Gaza.
De blev indlogeret privat hos palæstinensere. I de følgende dage tog de ud til grænseovergangene for at forhindre at de israelske soldater brød våbenhvilen, som var indgået med Hamas måneden før.
- Men Israel har faktisk siden 2005, hvor de trak sig officielt ud af Gaza, lavet gentagne aktioner ind i området. Med tanks og fly og andre former. Vi var udstyret med kameraer for at kunne dokumentere bruddene, fortæller danskeren.
Når han gik rundt i Gaza slog det ham, hvor ødelagt byen er af bombardementer og flyangreb.
- Uhyggelig mange steder
lå der bare murbrokker af et hus eller en beboelsesblok. Det vildt ubehagelige var, at der alle steder var sat stolper op med fotos af de børn og voksne, der var blevet dræbt ved angrebene, siger Adam Qvist.
Han oplevede, hvordan palæstinenserne kæmpede for at overleve rent fysisk. Ingen går på arbejde, da al industri er lukket ned. Stort set al import plejede at komme fra Israel.
- I forvejen er Gaza ikke underudviklet, men u-udviklet. Når FN`s basisvarer bliver fordelt, går al handel og konkurrence i stå, mener fredsvagten.
Når Adam Qvist mødte især børn i Gaza, slog det ham, at de alle havde et alvorligt, ligefrem trist udtryk i ansigtet.
- Det var klart, at rigtig mange led af post-traumatisk stress-syndrom. Det var en flok barske, stressede børn, der har oplevet både flyangreb, tank-skud og set ofre blive bragt til ambulancerne, siger danskeren, og rømmer sig, før han tilføjer, at de helt manglede den legende tilgang til livet.
Danskeren kigger ud af ruden til baggården på Nørrebro. Der er langt fra denne danske virkelighed til Gazas fængsel.

Skud til havs
Sammen med internationale aktivister fra de to fredsbåde ledsagede Adam Qvist fiskerne ud på åbent hav. Og oplevede, at flere af bådene måtte sejle på madolie, da den normale brændselsolie var sluppet op.
Samme morgen var to palæstinensiske fiskere blevet såret af israelske skud ud for Gaza. Den ene var i dagene efter i kritisk tilstand, efter at være ramt i hovedet.
Et par israelske kanonbåde dukkede op og skød advarselsskud hen over hovedet på den båd, som Adam Qvist opholdt sig på. (se video)
Israel tillader officielt ikke, at lokale fiskere sejler længere ud end fire-seks sømil. Landet hævder, at det skal beskytte farvandet - ifølge Oslo-aftalen - til trods for at alle lande i verden med adgang til havet må sejle 12 sømil ud, inden de når internationalt farvand.
- Vi var kun fire sømil ude, da en kanonbåd i stor fart stoppede os ved at skyde skud hen over vores båd, forklarer Adam Qvist.
Ifølge den 22-årige arabisk-studerende fra København brugte de israelske kanonbåde en slags dybvandsbomber, der detonerede tæt på fiskerbådene.
Senere sejlede den 13 meter lange båd ud til ti sømil fra kysten.
- Vi begyndte at fange enormt store fisk. Palæstinenserne var helt rolige, selvom de alle havde ar efter skud i lår, ben og mave fra tidligere gange, hvor israelerne havde beskudt dem.
- Fordi vi var med, tog de palæstinensiske fiskere større chancer end sædvanligt, men ellers er det normalt, at de bliver beskudt med rigtig ammunition fra maskinpistoler eller patruljebådenes 25 millimeter-kanoner, beretter Adam Qvist og tilføjer, at også håndgranater blev kastet i vandet tæt på 'hans' båd.
Netop kanonen blev på et tidspunkt affyret på hundredevis af meters afstand i retning af båden, mens de trak store fisk om bord 18 kilometer fra land.
- Det er virkelig uhyggeligt at høre skuddet blive affyret og se nedslaget tæt på dig.
Han fortæller, at de israelske soldater ved nærmere eftersyn blot var 19-21 år og så forvirrede ud.
- De følger jo blot ordrer, tilføjer danskeren og trommer i bordet med fingrene.
Han mener, at det er en slags katten-med musen-leg, hvor israelerne ofte foretrækker at finde et 'nyt' offer, eller sejle af sted for at spise frokost. Adam Qvist er klar over, at sagen med skuddene mod fiskerbådene den dag blev bragt op i Folketinget i form af et paragraf-20-spørgsmål til udenrigsministeren. Selv var han selvfølgelig bange, men også bevidst om risikoen.

Risikoen
- Ja, jeg havde ordnet mine personlige papirer før afrejsen, hvis noget skulle ske. Det er en del af det at involvere sig, men tænk på palæstinenserne, der er udsat hele tiden, bemærker danskeren insisterende og tilføjer, at man som fredsvagt selv kan vælge, når man 'vil trække sig'.

Ingen dansk hjælp
Adam Qvist mistede alle illusioner om hjælp fra Udenrigsministeriet, da han efter nogle uger skulle ud af 'fængslet Gaza.' Det kunne ikke lade sig gøre. Heller ikke Lauren Booth fra Storbritannien kunne komme ud, da alle grænser - også mod Egypten - var lukkede.
- Før jeg rejste af sted til Gaza havde jeg henvendt mig til Udenrigsministeriet i Danmark med en række meget detaljerede spørgsmål, om hvad jeg skulle gøre dernede. Det eneste svar, jeg fik, var en kort mail, hvor der blot stod, at jeg skulle læse rejseadvarslen på deres hjemmeside. forklarer Adam Qvist.
Han er irriteret over, at Udenrigsministeriet påstår, at de udførligt havde advaret ham. Udenrigsministeriets repræsentationskontor i Ramallah på Vestbredden påstod ligefrem, at danskeren 'selv var ude om det.'
- Ja, det var en sløj omgang hjælp, jeg fik, konstaterer han.
Han havde fået mail fra Udenrigsministeriet om, at de fulgte hans sag. Men intet skete, så efter flere uger i Gaza tog Adam Qvist chancen, da Egypten pludselig åbnede grænsen i kort tid for pilgrimme og nogle få andre.
Adam Qvist kom ud, mens flere af hans bekendte måtte blive tilbage i køen ved grænseovergangen.
- Der er en underlig dansk og international holdning overfor Gaza. Man kan mene, hvad man vil om Hamas. Men der foregår en hetz mod Hamas for at være såkaldt udemokratiske, selvom de er valgt ved et demokratisk valg, slutter den unge fredsvagt og hanker op i sin rygsæk.

Se Adam Qvists ankomst til Gaza på video: www.freegaza.org og skyderiet til havs på:
www.youtube.com/watch?v=hF3ZMy7ICDY