17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fængslede irakere løsladt

Fængslede irakere løsladt

Lørdag, 03. januar, 2009, 00:00:00

Storm af breve til integrationsministeren hjalp: Nu er de sidste fire fængslede afviste irakiske asylansøgere løsladt. Kampen fortsætter, lover Asylret

Egentlig skulle de fire tvangsudviste irakiske asylansøgere Mohamad Mustafa Ahmed, Ghassan Sadayonis, Tahsin Alanbari og Rmzi have fejret jul i fængslet i Politigården i København.
Men efter en storm på 500 personlige breve til integrationsministeren fra bekymrede danskere blev de fire løsladt lige før juleaften - uden videre begrundelse, oplyser foreningen Asylret til Arbejderen.
De fire irakere skal nu melde sig to gange om ugen til politiet og ventes at få såkaldt tålt ophold i Sandholmlejren. Kampen for de irakiske asylansøgere stopper ikke her. Tværtimod har de aktive i Asylret nu for alvor fået blod på tanden.
- Mange har skrevet til ministeren, og det ser ud til, at det virker. Kampagnen stopper ikke her! Tålt ophold er en absurd og umenneskelig afstraffelse af flygtninge. Vi kræver, at tålt ophold bliver erstattet af opholds- og arbejdstilladelse. Derfor skal der fortsat sendes masser af breve til integrationsministeren, siger Said Parvin, aktiv i Asylret, til Arbejderen.
Det er integrationsministeren og Udlændingeservice, der i samråd har besluttet at løslade de fire irakere, som ellers var sat bag lås og slå, mens de ventede på at blive smidt ud af Danmark.
De fire irakere har alle fået domme for mindre kriminalitet. Domme som de for længst har afsonet. To af dem - Tahsin Alanbari og Mohamad Mustafa Ahmed - har kone og børn i Danmark. De to har siddet fængslet siden den 22. maj sidste år, fordi de skulle sendes tilbage til Irak. Men siden da er der intet sket i deres sager, domstolene har blot rent administrativt forlænget deres fængslinger hver fjerde uge.
Said Parvin har netop mødt dem begge:
- De er meget glade, men spændte på hvordan myndighederne vil tage hensyn til deres familieliv, hvis de sættes på tålt ophold i Sandholm, siger han
Asylret vil også kæmpe for de irakere, som de danske myndigheder allerede har nået at tvangshjemsende til Irak.
- Vi kræver, at de får lov til at komme tilbage til Danmark. De er blevet ulovligt hjemsendt. Danmark har ingen hjemsendelsesaftale med Irak. Herhjemme bliver de sandsynligvis sat på tålt ophold. Men det er bedre end at blive dræbt eller bortført i Irak, erklærer Said Parvin.
Asylret er bekendt med mindst ni navngivne irakere, der er blevet tvangshjemsendt siden 22. maj sidste år.

Læs mere på www.asylret.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland