17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SAS ruster sig til salg

SAS ruster sig til salg

Lørdag, 03. januar, 2009, 00:00:00

Trods problemer med at få sidste brik i en omfattende spareplan på plads, tager spekulationerne om en snarlig fusion mellem SAS og Lufthansa til

De seneste måneder har ledelsen i SAS forhandlet spareplaner med de syv danske faglige organisationer, der har ansatte i flyselskabet som medlemmer.
Selskabet skal spare mellem tre og fire milliarder kroner, hvoraf cirka halvdelen skal komme fra omkostningerne til personalet.
'Som I ved er situationen yderst alvorlig og kræver handling nu, for at SAS skal klare sig gennem finanskrisen, som både kan blive dyrere og længere end nogen anden, vi hidtil har set i SAS', skriver administrerende direktør Susanne Larsen i et brev til samtlige ansatte. Konkret mener hun, at de ansatte i Danmark skal levere produktionsforbedringer på 20 procent.
Aftalerne med fagforeningerne er stort set på plads, dog mangler den sidste og ifølge SAS afgørende aftale med kabinepersonalets fagforening, CAU.
- Vi anerkender, at SAS har økonomiske problemer, og CAU er som forening villig til at acceptere ændringer i vores overenskomst, som kan være med til at forbedre SAS` økonomi. Kabinepersonalet leverer besparelser i samme omfang som alle andre personalegrupper, men ledelsen vil have os til at bidrage med mere, siger formand Verner Lundtoft Jensen til Arbejderen, uden at han vil komme nærmere ind på, hvad det mere konkret drejer sig om.
Han gør opmærksom på, at kabinepersonalet fra 1. august var klar til at gå 3,5 procent ned i løn.
- Det kunne på nuværende have virket i fem måneder, men det tilbud takkede SAS af uforklarlige grunde nej til.
Fagforeningen afviser påstanden fra SAS-ledelsen om, at kabinepersonalet bærer det endelige ansvar for flyselskabets overlevelse. CAU-formanden henviser til, at flyselskabet har 28.000 ansatte.
- Det danske kabinepersonale tæller 1.600 personer og tegner sig for omkring otte procent af SAS` samlede omkostninger. Jeg kan ikke tro, at flyselskabets overlevelse afhænger af en aftale med os. Ledelsen må også påtage sig sin del af ansvaret, mener Verner Lundtoft Jensen.
Trods problemerne med at få spareplanen endeligt på plads forlyder det, at det tyske flyselskab Lufthansa viser fornyet interesse for at købe SAS. Ifølge Jyllands-Posten har en fusion været på dagsordenen på Lufthansas seneste bestyrelsesmøder.
I november måned meddelte Lufthansa ellers, at interesseren for at købe SAS var kølnet. Siden har SAS haft gang i spareplaner og besluttet at sælge det spanske datterselskab Spanair.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland