Udviklingshæmmede og andre handicappede skal behandles som ligeværdige borgere, fastslår to næsten ¤¤nybagte¤¤ socialpædagoger

af Klaus Haase
Som hjemmevejleder skal man sikre den nødvendige hjælp og støtte til udviklingshæmmede og andre handicappede, som bor i eget hjem. Samtidig skal man passe på ikke at bestemme over den handicappede, det er helt afgørende at sikre borgernes selvbestemmelse.
Det fastslår to næsten 'nybagte' socialpædagoger, der er ansat som hjemmevejledere i en kommune på Sjælland.
- I vores arbejde har vi mange samarbejdspartnere at tage hensyn til: Pårørende, psykologer, konsulenter, socialrådgivere. Men naturligvis er det borgerne, der er i centrum. Det er vigtigt, at vi gennem vores arbejde støtter borgerne i deres selvbestemmelse. Vi skal rådgive dem, og hjælpe dem til at tage valg i deres tilværelse. Vi skal også som fagfolk kunne rumme borgernes mere uhensigtsmæssige valg. Netop i respekt for deres selvbestemmelse, siger Lotte Bastkjær og tilføjer, at det handler om at fokusere på mennesket frem for dets handicap.
Hendes kollega Suzan Thostrup uddyber:
- Vi sidder i en magtposition i vores arbejde. Hvis vi ikke hele tiden er bevidste om dette, og glemmer at betragte vores borgere som ligeværdige mennesker, så risikerer vi at ende i en situation, som de meget omtalte skandaler på Strandvænget og andre bosteder, hvor borgerne blev udsat for nedværdigende behandling.

Synliggørelse
- Samtidig skal vi heller ikke påføre vores borgere en normalitet, som de ikke kan leve op til, indskyder Lotte Bastkjær og springer til en anden hjertesag.
- Vi kan være med til at bearbejde omverdenens holdning til vores borgere. For eksempel kan vi lave en offentlig kunstudstilling med udviklingshæmmedes kunst. Det synliggør deres eksistens og kompetencer i samfundet.
Suzan Thostrup nikker ivrigt og fortsætter:
- Jeg kan undre mig over, at de handicappede vindere i de paraolympiske lege efter deres sejre ikke blev inviteret til dans på Amalienborg ligesom de andre sejrende OL-deltagere. Alle sportsudøvere har da krav på at blive anerkendt.
Arbejderen har inviteres de to på en kop kaffe, for at få en snak om deres arbejde som hjemmevejledere, som de begge er dybt engageret i.
Suzan Thostrup er 48 år og uddannet fra Københavns Socialpædagogiske Seminarium i sommers. Hun er tidligere kok, og har været selvstændig erhvervsdrivende. Desuden har hun arbejdet seks år som pædagogmedhjælper.
Suzan Thostrup har taget uddannelsen som socialpædagog sammen med kollegaen Lotte Bastkjær, som er 44 år. Bag sig har hun en butiksuddannelse, og har derudover også arbejdet på restaurant og som pædagogmedhjælper.

Livshistorier
I deres arbejde som hjemmevejledere bruger de to i høj grad computeren. Det er et vigtigt pædagogisk arbejdsredskab. Mennesker, der ikke kan læse, kan til gengæld med stort udbytte benytte sig af billeder og symboler. Det kan computerprogrammer tage højde for på mange niveauer.
Suzan Thostrup forklarer begejstret:
- Jeg har arbejdet meget med elektroniske hjælpemidler på seminariet. En del af de borgere, vi arbejder med, er fortrolige med moderne teknologi: Computere og mobiltelefoner. En pædagogisk metode til at støtte vores borgeres identitetsudvikling er for eksempel at skrive 'livshistorier'. Gennem billeder, hjemmesider, digitalkamera og samtaler om deres liv i fortid og nutid hjælper vi borgerne med at skabe en sammenhængende forståelse for deres liv. Jeg kan på den måde hjælpe den enkelte til at formidle sit livs historie.
Lotte Bastkjær nikker smilende og uddyber:
- Livshistorierne kan også hjælpe vores borgere til at formidle til pårørende og samfund, hvad de mener om deres fortid, og hvilke forventninger de har til deres omgivelser. Det kan også handle om at tage med borgerne ud og opsøge tidligere steder og lokaliteter i deres liv. Barndomsbyen. Institutioner. Pårørendes hjem. Ja, måske den kirkegård, hvor deres afdøde familie ligger begravet. Vi kan endelig tage billeder af disse minder fra fortiden.
Lotte Bastkjærs smil blegner et øjeblik. Hun tøver et par sekunder, og fortsætter så i et bekymret tonefald:
- Nedskæringer er med til at begrænse den tid, vi har brug for, når vi skal finde ud af hvilke pædagogiske tiltag, vores borgere har brug for!

Hattedamernes genkomst
Lotte Bastkjær og Suzan Thostrup er begge bekymrede for den markedsgørelse, der finder sted i dag indenfor den sociale sektor.
- Ved vores afsluttende eksamen overvejede vi faktisk at lave en eksamensopgave, som skulle hedde: 'Når pædagogik bliver en handelsvare'. Vi blev dog mere tændte af titlen: 'Selvbestemmelse og livskvalitet'. Vi fandt det vigtigt at sætte vores borgeres bløde værdier i fokus. Det er jo dem, der går tabt i markedsgørelsen, fortæller Lotte Bastkjær.
Suzan Thostrup fortsætter med en kraftig tone af indignation:
- Jeg kan virkelig frygte, at 'hattedamerne' vender tilbage i liberalismens hellige navn!
Dette bliver den afsluttende replik denne mørke vinteraften. I morgen venter endnu en arbejdsdag for de to hjemmevejledere.

En dag som hjemmevejleder
En typisk arbejdsdag starter for mig med at møde på kontoret klokken 10.
Første aftale kan for eksempel være hos en hjerneskadet borger, hvor jeg skal planlægge borgerens næste uge på en elektronisk kalender på computeren. Vi ser sammen post igennem og gør klar til at betale regninger. Jeg kan give støttende samtaler omkring problemer og konflikter i dagligdagen.
Ugen kan også byde på tandlæge- eller lægebesøg. Eller kontrolbesøg på hospitalet. Eller vedligeholdelse af fysioterapi. Ud over de faste opgaver ligger der også et pædagogisk arbejde i at få denne borger ud af den onde 'inaktivitetsspiral', som mange hjerneskadede mennesker lander i efter afsluttet behandling og genoptræning. Det handler om at få borgeren integreret i de almindelige tilbud, som samfundet giver mulighed for. Eksempelvis sport og andre fritidsinteresser.
Det kan også handle om udvikling og vedligeholdelse af sociale netværk, og støtte omkring borgerens dagtilbud eller arbejde. Eventuelt fleksjob eller skånejob.
Denne dag vil jeg være tilbage på kontoret ved 15-tiden til frokost og administrative opgaver. Næste opgave er klokken 16, hvor jeg støtter en borger, som har en anden hjernediagnose. Jeg skal hjælpe pågældende med at holde sin lejlighed. Desuden vejleder jeg borgeren i at lave sund mad. Her er jeg færdig ved 18-tiden, og kan så holde fyraften.
/Suzan Thostrup, hjemmevejleder