Anlægsloft og strukturreform presser kommunernes hjælp til handicappede. 2009 ser ud til at blive det fattigste år for området, siden VC-regeringen kom til
Kørestole og handicapboliger er nogle af de udgifter, der ryger først, når kommunerne svinger regeringens sparekniv over budgetterne.
Siden 2001 er investeringerne på handicapområdet faldet fra 481 millioner kroner til 167 millioner i 2007. Fra 2004 til 2007 har der været brugt historisk få penge på området, viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Handicapområdet er blevet nedprioriteret systematisk siden 2001. Det rammer især botilbudene til fysisk og psykisk handicappede, men også unge med særlige problemer og hjælpemidler som hospitalssenge og kørestole, siger Martin Madsen, chefanalytiker i AE-rådet, til Arbejderen.
Kommunerne overtog hovedansvaret for handicapområdet i forbindelse med strukturreformen for to år siden.
Det er situationen ikke blevet bedre af, og 2009 ser ud til at blive det værste år siden VC-regeringen kom til, spår Martin Madsen.
- For det første er de handicappede ikke lige så synlige i den offentlige debat som stærkere brugergrupper. For det andet er kommunerne underlagt et anlægsloft som gør, at de har endnu mindre rammer til investering i år, end de havde sidste år. Det er ikke kønt, at velfærdsstaten ikke formår at tage hånd om sine allersvageste medborgere, fastslår Martin Madsen.
Den stramme økonomi kan også mærkes på voksenspecialundervisningen.
Siden strukturreformen har Danske Handicaporganisationer (DH) fået et stigende antal henvendelser fra borgere, der har fået store problemer med at få tilkendt den undervisning, de har ret til, fortæller Steen Stavngaard, formand for DH`s uddannelsesudvalg, til DH`s nyhedsbrev.
Han mener, at svigtet starter højere oppe i systemet. To år efter, at reformen er trådt i kraft arbejder Undervisningsministeriet stadig på en vejledning omkring lovgivningen til kommunerne.
Venstres kommunalpolitiske ordfører, Erling Bonnesen, mener, det skyldes prioritering i kommunerne, hvis der er for få ressourcer på området.
- Med historisk høje anlægsbudgetter har vi sat rigeligt penge af, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278