Svar fra Undervisnings-ministeriet skærper 3F`s mistanke om, at udbetaling af penge til kost og logi til vikarbureau er sket i strid med reglerne
På den første arbejdsdag i det nye år sendte Per Thorup, faglig sekretær i 3F Skagerak, et brev til Undervisningsministeriet.
- Vi har brug for hjælp til at finde ud af, om udbetalingen af kost og logi til vikarbureauet Noreco sker efter bogen, siger den faglige sekretær til Arbejderen.
Noreco har som tidligere omtalt i Arbejderen specialiseret sig i at hente arbejdskraft fra især Rumænien og Ungarn til Danmark. De østeuropæiske arbejdere bliver ansat i vikarbureauet, som derefter sender dem på AMU-kurser i op til flere måneder.
Firmaets udgifter til løn refunderes fra SU Styrelsen, når de ansatte deltager på AMU-kurserne. I løbet af 2008 stod der Noreco på mindst 15.300 kursusdage alene på EUC Nords afdelinger i Hjørring og Frederikshavn. Det har ifølge beregninger fra 3F Skagerak kostet SU Styrelsen mere end ti millioner kroner i kursusgodtgørelse.
Dertil kommer statsstøtten til kost og logi på rundt regnet 11,5 millioner kroner.
- Det er jo rigtig mange penge, især hvis det viser sig, at firmaet slet ikke har krav på pengene. Vi håber virkelig, at henvendelsen til ministeriet hjælper. Efter vores mening er det ikke rimeligt at malke systemet, som Noreco gør, lyder det fra Per Thorup.
Begrundet mistanke
Mistanken om at Noreco A/S måske uretmæssigt har fået udbetalt det ikke uanseelige millionbeløb, er blevet bestyrket af svar fra fuldmægtig i Undervisningsministeriet, Nina Topp, til uddannelseskonsulent i 3F, Flemming Jensen.
Nina Topp skriver den 19. december 2008: 'Der er ikke eksplicit taget højde for den situation i bekendtgørelsen, at der kan være AMU-deltagere, som både har en fast bopæl i udlandet og en midlertidig bopæl i Danmark. Undervisningsministeriet tager dog udgangspunkt i, at hvis deltageren har en midlertidig bopæl i Danmark, fx på et pensionat, er det den midlertidige bopæl, der er udgangspunkt for beregning af, om deltageren har mere end 120 km i transport mellem bopæl og uddannelsessted og retur'.
- Som jeg læser Nina Topps svar, er der ikke grundlag for at udbetale kost og logi, fordi vikarerne bor så tæt på uddannelsesstedet, som det er tilfældet. Det er også værd at bemærke, at pengene skal tilfalde den enkelte kursist, siger Flemming Jensen til Arbejderen.
Bolden er kastet
Han har kastet bolden videre til 3F Skagerak, hvor den er grebet af Per Thorup.
- Alle vikarerne har Havnepladsen 12 i Frederikshavn som co-adresse. Det er Norecos firmaadresse. Men bopælsadressen i Danmark er enten Rønnovsholmvej 12 i Hjørring eller 'hotel 1987' Havnegade 8 i Frederikshavn. Det vil sige, at der ikke er 120 kilometer retur, hverken når de er på skole i Hjørring, Aalborg eller Frederikshavn, hvad enten de bor i Hjørring eller Frederikshavn, fastslår den faglige sekretær.
Kontorchef i Undervisningsministeriet for Arbejdsmarkedsuddannelserne, Lone Folmer Berthelsen, bekræfter overfor Arbejderen at have modtaget brevet fra 3F Skagerak.
- Vi vil selvfølgelig tjekke fagforeningens oplysninger og se på, om der er sket brud på de regler, som vi administrerer.
Lone Folmer Berthelsen tør dog ikke sige, hvor lang tid sagsbehandlingen varer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278