16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elever skal være flygtninge

Elever skal være flygtninge

Onsdag, 07. januar, 2009, 00:00:00

Lundby Efterskole har taget et helt ekstraordinært initiativ, for at samle penge ind til Afrika og samtidig give eleverne en større indsigt i livet som flygtning

I næste uge skal eleverne på Lundby Efterskole leve som flygtninge. De gør de som led i indsamlingen af penge til afrikanske familier.
- Beredskabsstyrelsen opretter en flygtningelejr i en nedlagt svinestald på skolens område. Der flytter alle eleverne ud, og de skal så leve som flygtninge i en uge, uden at få mad fra skolen. Madpengene sendes i stedet til 'Danmarks Indsamlingen', hvis tema i år er 'Giv afrikanske familier en fremtid', fortæller Lars Schou Jensen som er viceforstander på Lundby Efterskole.
Eleverne skal både bo, lave mad og have undervisning i stalden, og derudover skal de for at få noget at spise enten arbejde, tigge eller få hjælp af sponsorere, for skolen vil være lukket og køkkenpersonalet sendt hjem.

På flugt
Ugen starter med at alle eleverne mandag morgen bliver kørt til Beredskabsstyrelsens øvelsesområde nord for Næstved. Med sig har hver elev højst en rygsæk, med det de mener de skal bruge den kommende uge. Det er ikke tilladt at medbringe penge.
- Herfra bliver eleverne sendt 'på flugt', og alt efter vejrforholdene vil de, efter kort tid, eller lidt længere tid, blive samlet op af Beredskabsstyrelsen, og kørt til den lejr, som Beredskabsstyrelsen i mellemtiden har oprettet, oplyser Lars Schou Jensen.
- Her vil eleverne blive registreret og indkvarteret. Hvis de er heldige, er der også kommet nødrationer til lejren, men det er ikke sikkert. Hvis ikke må de finde ud af at skaffe sig mad på anden vis, forklarer viceforstanderen videre.
Alle elever får udleveret fem liter vand hver dag til at vaske sig i, lave mad af, og til at drikke. De har mulighed for, inden ugen går i gang og under selve forløbet, at lave sponsoraftale med firmaer eller enkeltpersoner, hvor de får penge eller madvarer mod en eller anden form for modydelse for eksempel i form af løbeture, armbøjninger, fællessang for forbipasserende, eller hvad de nu kan finde på.

Korruption
- Men da de jo lever i et 'uro-område', er der både korruption og bestikkelse de skal tage højde for. Det betyder, at alt hvad de får ind i form af kontanter for arbejde eller sponsorater, bliver 'beskattet' med 75 procent som tilfalder indsamlingen, således at de kun selv får 25 procent af beløbet til at købe mad for, forklarer Lars Schou Jensen.
Der bliver oprettet en arbejdsformidling, hvor det vil være muligt for Lundbys befolkning at købe arbejdskraft. Alle de penge og naturalier, der indtjenes eller foræres til eleverne, fordeles ligeligt mellem 'flygtningene' i lejren.
- Det bliver meget spændende at se, hvor mange penge eleverne kan samle sammen. De starter med at modtage 10.320 kroner, som er det beløb skolens køkken køber mad for på de godt tre dage forløbet varer, erklærer viceforstanderen, som har store forventninger til projektet.
Selve Danmarks Indsamlingen løber af stablen den 24. januar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland