Center for Torturofre hilser afghansk krigsfanges tortur-retssag i Danmark mod regeringen velkommen
Overtrådte Danmark Geneve-konventionen, da danske soldater i marts 2002 overgav Ghousoullah Tarin og tredive andre afghanske mænd til amerikanske soldater i Kandahar?
Det spørgsmål skal Østre Landsret nu tage stilling til.
De danske krigsfanger blev efter overdragelsen mishandlet med spark og slag og ydmyget med kronragning af de amerikanske soldater.
Nu har krigsfangen Ghousoullah Tarin fået fri proces til at føre en sag mod Forsvarsministeriet. Ghousoullah Tarin hævder, at han blev udsat for tortur af amerikanerne, og kræver 50.000 kroner i erstatning.
- Vi hilser retssagen velkommen. I krig er der fare for, at forbuddet mod tortur bliver overtrådt. Derfor er retssagen meget vigtig. Især hvis Danmark skal være foregangsland i kampen mod tortur, siger pressekoordinator for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), Tue Magnussen til Arbejderen.
Han mener, at retssagen kan give de 31 krigsfanger oprejsning. Det er vigtigt for ethvert offer for umenneskelig- eller nedværdigende behandling, vurderer RCT. Hvis Østre Landsret dømmer Forsvarsministeriet skyldig, må Danmark udbetale en erstatning og sikre, at ofrene kommer i behandling, fastslår centret.
Ifølge kammeradvokat Peter Biering, der skal forsvare regeringen i sagen, forventes der en dom i år.
Med afhøringer under vidneansvar og fremlæggelse af hidtil hemmeligholdte dokumenter ventes retssagen at kaste nyt lys over Danmarks samarbejde med USA.
Også Dansk Institut for Menneskerettigheder ser frem til retssagen.
- Det er en vigtig og principiel sag. Det centrale bliver: Hvad vidste regeringen om amerikanske soldaters fangemishandlinger i marts 2002, da de 31 fanger blev udleveret? Genèvekonventionen slår fast, at en stat ikke må udlevere krigsfanger til en anden stat, der ikke har viljen eller evnen til at overholde krigens love, herunder forbuddet mod tortur af fanger, fortæller menneskerettighedsforsker hos Dansk Institut for Menneskerettigheder, Peter Vedel Kessing til Arbejderen.
Hos Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre er man ikke i tvivl om, at Forsvarsministeriet og regeringen burde vide, at de afghanske fanger risikerede mishandling i amerikansk varetægt.
- Regeringen skulle være mere end almindelig blind for ikke at se de røde advarselslamper. DR`s dokumentar 'Den Hemmelige Krig' dokumenterer jo netop, at der allerede før marts 2002 var offentligt kendt, at der fandt fangemishandling sted i amerikansk varetægt, fortæller Tue Magnussen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278