iStilladsarbejderne i København skal for fremtiden underlægges 45 forskellige kommunale beskæftigelsesindsatser
af Hans Brinkmann
Stilladsarbejderne vil blive ramt af regeringens og Dansk Folkepartis forslag til et enstrenget kommunalt system, mener formanden for stilladsarbejderne i Danmark, John Jakobsen
Stilladsarbejderne frygter for, at kommunaliseringen af beskæftigelsesindsatsen kommer til at ramme deres medlemmer hårdt. Samtidig truer kommunernes overtagelse af jobcentrene de uddannelsesplaner, branchen har lagt.
- Vi frygter alvorligt, at vores uddannelsesplaner vil løbe ind i store vanskeligheder, siger John Jakobsen.
Når en arbejdsløs stilladsarbejder for eksempel har brug for it-kurser eller for regulær stilladsuddannelse, skal han spørge om lov i sin hjemkommune. Det er så den kommunale økonomi, der i sidste ende afgør, om det kan lade sig gøre.
- Konsekvensen vil være en håbløs forskelsbehandling af medlemmerne. Den vil ødelægge vores uddannelsesplaner i branchen og ødelægge den aktive arbejdsmarkedspolitik for arbejdsløse i det hele taget, siger John Jakobsen.
- Vi havde det svært nok med den gamle Arbejdsformidling, men der var dog en central beskæftigelsespolitik, som vi kunne påvirke. Men nu hvor ansvaret bliver lagt ene og alene i kommunerne, så bliver det næsten umuligt at påvirke processen, siger han.
- Vi frygter, at stilladsarbejderne bliver spredt for alle vinde, så det bliver vanskeligt at fastholde kvalificerede stilladsarbejdere i branchen, siger John Jakobsen.
Uddannelsesstrategi kan ryge på gulvet
Sammen med arbejdsgiverne har stilladsarbejderne planlagt en større uddannelsesindsats for medlemmerne, som er baseret på overenskomstens uddannelsesfonde.
Planen er, at alle nye stilladsarbejdere skal have en to-årig uddannelse. Samtidig skal en stor mellemgruppe opkvalificeres med kurser blandt andet it-kurser.
Men hele den strategi er i fare for at falde på gulvet, mener John Jakobsen.
- Når stilladsarbejderne bliver ledige i løbet af vinteren, så risikerer vi, at de enten bliver sendt i andre job eller hovedløs aktivering. Jeg mener, at det er hovedløst at aktivere dem i andet end stilladskurser, fordi vi ved, at der bliver brug for dem meget hurtigt og senest til foråret igen, siger han.
- Når kommunerne skal styre indsatsen for de ledige, så ved vi, at det bliver økonomien, der kommer til at styre. Kommunerne har en gulerod til at sende folk i aktivering for enhver pris, så det bliver meget tilfældigt, hvilke tilbud de ledige får. Og det er nok naivt at tro, at den nuværende regering vil sikre en fornuftig arbejdsmarkedspolitik, siger John Jakobsen.
Efterlyser samlet strategi
Da regeringen og Dansk Folkeparti i ly af finanslovsforhandlingerne vedtog at overlade ansvaret for beskæftigelsespolitikken til kommunerne advarede arbejdsmarkedsforsker, professor Henning Jørgensen mod det, blandt andet med henvisning til, at vi vil få 91 forskellige arbejdsmarkedspolitikker i Danmark.
Stilladsarbejderne bliver som gruppe hårdt ramt af den opsplitning. Det viser en opgørelse over de københavnske stilladsarbejderes bopælskommune. De 750 stilladsarbejdere i Storkøbenhavn bor på hele Sjælland og er fordelt på 45 kommuner.
- Vi ser derfor en stor, stor risiko for, at de 45 jobcentre og kommuner som skal 'servicere' os, laver 45 'indsatser', 45 strategier for at få aktiveret vores ledige kolleger. Det er i bedste fald spild af ressourcer, i værste fald presser det nogen af vores kolleger ud af et dagpengesystem, ud af et arbejdsmarked, hvor de i mange år har klaret sig. Vi har brug for, at vi kan udarbejde en samlet strategi sammen med vores arbejdsgivere og sammen med a-kassen, siger John Jakobsen.
Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside www.fagligtansvar.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278