Finanskrisen har ikke ført til opbremsning af udlån til hverken virksomheder eller private, så der er ingen grund til at pumpe flere statspenge ind i bankerne, siger økonomer
I morgen mødes partierne bag den såkaldte bankpakke for at forhandle om en bankpakke II. Men spørgsmålet er, hvorvidt der overhovedet er behov for at skyde flere skatteyderkroner ind i bankerne.
Ifølge økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen er der 'ingen tvivl om, at der er akut behov for at låne penge ud til virksomheder og almindelige private kunder'. Men det afviser Anders Grosen, professor i økonomi på Handelshøjskolen ved Århus Universitet.
- Hvis man ser på Nationalbankens tal, så er væksten i bankernes udlån til erhvervsvirksomheder vokset lige frem til nu. Det samme gælder bankernes udlånsvækst til private husholdninger, siger Anders Grosen til Arbejderen.
- Krisen vil givetvis føre til, at en del virksomheder drejer nøglen om. Men det vil hænge sammen med faldet i efterspørgslen. Der ser ikke ud til at være nogen kreditklemme, sådan som der ellers tales så meget om, forklarer Anders Grosen.
Han vil ikke afvise, at der er enkelte banker, der er i så stor pengenød, at de i nogle situationer siger nej til at låne penge ud til virksomheder med bugnende ordrebog eller sunde projekter.
- Men det er i så fald undtagelser. Det er selvfølgelig en god historie i aviserne, men afspejler ikke den generelle situation, understreger Anders Grosen.
Rygterne har lydt, at regeringen vil skyde 100 milliarder statskroner ind i bankerne - det svarer til omkring 20.000 per myndig dansker. I en netop offentliggjort rapport om den finansielle stabilitet slår Nationalbanken dog til lyd for en noget mindre pakke på 70 milliarder kroner, som ifølge Nationalbankdirektør Nils Bernstein skal gå til 'sunde danske pengeinstitutter på vilkår, der er så tæt på de markedsmæssige som muligt.'
Finansrådets direktør Jørgen Horwitz mener, at Nationalbankens pakkebud er i underkanten, og at det er vigtigt, at den nye bankpakke - som han konsekvent omtaler som 'samfundspakke' - ikke stiller for skrappe betingelser til bankerne.
- Hvis prisen for kapitalen er for høj til, at bankerne kan overføre den videre til kunderne, låner bankerne stadig ingen penge ud, og kreditklemme bliver ikke løst, siger Jørgen Horwitz til Erhvervsbladet.
Kreditklemme eller ej, så synes der at være politisk enighed om nødvendigheden af en bankpakke forud for morgendagens møde - men derimod ikke om, hvordan den skal skrues sammen.
Socialdemokraterne er hidtil gået efter, at staten skal ind som aktionær i bankerne, og dermed også have indflydelse i bankernes bestyrelser, men det afvises totalt af regeringen - og af Finansrådet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278