Den danske regering skal via EU presse Israel ud af Gaza, og åbne op for nødhjælp. Det kræver seks humanitære organisationer i et åbent brev
Udenrigsminister Per Stig Møller må se at komme i arbejdstøjet: Regeringen skal via EU arbejde for en israelsk tilbagetrækning fra Gaza og en våbenhvile, så der kan ske en fuld og uhindret adgang for al humanitær bistand til området.
Sådan lyder kravet i et åbent brev til udenrigsministeren og Folketingets Europaudvalg fra seks humanitære organisationer har underskrevet.
De seks organisationer er Rehabiliteringscentret for Torturofre, KFUM og KFUK, Folkekirkens Nødhjælp, Euro-Mediterranean Human Rights Network, FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke.
- Det, der sker i Gaza, er dybt rystende. Tre mobile skadestuer tydeligt afmærkede med røde kors er blevet bombet af israelsk militær. Det samme er en FN-skole, der var udråbt som sikkert sted til evakuering af civilbefolkningen. Det haster med en våbenhvile, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, til Arbejderen.
I går morges snakkede han med en af sine ansatte, som befinder sig i Gaza. Han har måtte flygte med sin familie ud af sit hus, fordi bomberne kom for tæt på. Han bor 100 meter fra den FN-skole, som blev bombet, og beretter om lig med afrevne lemmer i skolegården.
Men brevet og kravet om våbenhvile gør ikke det store indtryk på Venstres EU-ordfører og medlem af Europaudvalget, Michael Aastrup Jensen:
- Vi vil ikke stille krav om en decideret våbenhvile. Terroristerne skal fanges. Hamas står på EU`s terrorliste, og skal bekæmpes. Det skal gå så lidt ud over civile som muligt. Men det er Hamas, der med sine raketter har opsagt en våbenhvile. Derfor giver jeg ikke meget for dem, der nu forsøger at påtvinge Israel en våbenhvile, siger Venstre-ordføreren til Arbejderen.
De seks humanitære organisationer kalder Israels angreb for '´... et alvorlig brud på folkeretten' som har '... karakter af krigsforbrydelser'.
- Det er jeg ikke enig i. Det er en kamp mod terrorisme. Det betyder ikke, at der ikke bliver dræbt civile. Det er beklageligt, og det skal undgåes. Et skridt i den rigtige retning er, at Israel nu vil åbne en korridor for nødhjælp til civilbefolkningen, mener Michael Aastrup Jensen.
Støt Gaza
I dag: Demonstration i Helsingør klokken 17 med start på Simon Spies Plads ved Helsingør Bycenter.
9. januar: Demonstration i Århus. Afgang fra Hovedbiblioteket klokken 15.30 til Rådhuspladsen.
13. januar: Demonstration fra Københavns Rådhusplads klokken 17. Også demonstration i Århus og Esbjerg.
Følg med på www.arbejderen.dk/gaza
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278