En mobiltelefon, der er ved at løbe tør for strøm, er eneste livline, som Nidal Abu Arif har til sin familie i Gaza-striben

I en lille lejlighed i København sidder den 27-årige, statskundskabstuderende, Nidal Abu Arif. Han er helt alene i Danmark. Hele hans familie - på nær hans bror - bor i Gaza-striben.
Det sidste Nidal Abu Arif gør, før han går i seng, og det første han gør, når han står op, er at tænde computeren og åbne den arabiske tv-kanal, Al-Jazeera, som følger Israels krig mod Gaza døgnet rundt. På skærmen afløses billeder af israelske F-16 fly, der fyrer missiler af mod Gaza, af billeder af lemlæstede børn med afrevne lemmer.
Hver anden dag ringer han til sin mor, far og seks søskende, og små niecer og nevøer i Gaza i håb om livstegn.
- Der er ingen el i Gaza lige nu, så det er umuligt at lade mobiltelefonen op. Derfor sparer min familie på den sidste strøm, så der er kun tid til et par hurtige spørgsmål for at høre, om de har det godt, og finde ud af hvor de er. Jeg føler mig magtesløs. Det er svært. Jeg har lyst til at sige mere til dem og fortælle, at jeg bekymrer mig om dem. Det er ikke en normal samtale, fortæller Nidal Abu Arif.
Sidst han snakkede med sin familie var i onsdags. Flere huse i deres boligkvarter er blevet ramt af bomber, så familien er nu flygtet til hans mor og far, der bor 16 kilometer syd for Gaza by, der er hårdest ramt.
- Min mor har højt blodtryk. Men der er ikke plads på sygehusene til at behandle den slags almindelige sygdomme. De er fyldt op med sårede, siger Nidal Abu Arif.
Nidal Abu Arif er født og opvokset i Gaza. Her boede han de første 18 år af sit liv, indtil han blev familiesammenført med sin bror i Danmark (som senere flyttede til Rumænien, red.).

Krigsminder!
Billederne fra Al-Jazeera får minderne til at vælte frem i Nidal Abu Arif.
- Jeg har selv gået på en FN-skole, som den der blev bombet. Da jeg gik der, blev skolen ikke angrebet af bomber, men af en israelsk bosætter som skød mod os med sin maskinpistol, fortæller Nidal Abu Arif til Arbejderen.
Ved siden af ham sidder Mohamad Ibrahim. Han arbejder i en bank, men har svært ved at samle tankerne om arbejdet.
- Al-Jazeera kører konstant i baggrunden på min computer inde på arbejdet. Min chef og mine kollegaer er flinke til at spørge ind til, hvordan jeg har det.
Selvom de unge palæstinensere befinder sig i Danmark - langt væk fra krigens rædsler i Gaza - er de alligevel dybt berørte af konflikten. Ikke mindst Mohamad Ibrahims lillesøster på elleve år.
- Hun kan ikke undgå at se fjernsyn fra Gaza. Hun ser børn på sin egen alder indsmurt i blod og uden lemmer. De skriger i smerte, fordi de bliver syet uden bedøvelse. Børnene ligner hende og taler samme sprog. Hun er bange. Det er svært at forklare hende, at hun er i sikkerhed her. Og det er endnu sværere at svare hende på, hvorfor børnene bliver bombet, fortæller Mohamad Ibrahim.
Hans fars onkel bor i Gaza. Familien kan ikke komme i kontakt med ham. Mohamad Ibrahim har mødt farens onkel mange gange, og de har et tæt forhold.

Føler sig udstødt
Mohamad Ibrahim er et mønstereksempel på regeringens definition af en velintegreret udlænding: Taler flydende dansk, har et godt arbejde i en bank, den amerikanske 'Friends'-serie står i vindueskarmen og Playstation III er på plads foran fladskærmen.
Men med den danske regerings passivitet, føler han sig mere og mere udstødt af Danmark. Og han er ikke alene:
- Mange unge palæstinensere føler det som om regeringen er ligeglade med, hvad der sker med deres familie og folk i Gaza. Regeringen viser slet ingen medfølelse eller forståelse for det palæstinensiske folk, forklarer Nidal Abu Arif.
- Sådan tænker jeg også. Og vi er begge godt integreret i det danske samfund. Hvad må de unge palæstinensere, som ikke er blevet lige så godt integreret, tænke? Hvis den danske regering ikke udviser mere empati for os, risikerer man at skabe endnu flere frustrerede palæstinensiske unge, tilføjer Mohamad Ibrahim.
Han er træt af at høre danske politikere udvise forståelse for Israels tanks og bombefly.
- Når regeringen giver Hamas` missiler skylden for invasionen, er de med til at retfærdiggøre Israels krig. Når den her konflikt stadig kan få lov til at foregå, skyldes det netop, at det internationale samfund ikke siger fra overfor Israel.
De to unge palæstinensere er ikke i tvivl om formålet med Israels krig.
- På kort sigt fungerer invasionen og bombninger som valgkampagne op til det israelske parlamentsvalg og valget af ny premierminister om fem uger. I Israel føres der valgkamp på, hvem der kan vise flest muskler over for palæstinenserne. Det er uhyggeligt, men det så vi desværre også ved valget i 1996, hvor Israel bombede Libanon og i 2000, 2004 og 2006, konstaterer Mohamad Ibrahim.
På længere sigt er målet at knække det palæstinensiske folk, mener de to.
- Formålet med Israels bomber er at smadre Gazas huse, fabrikker, skoler, elværker og veje. Og skabe handicappede palæstinensere, som ikke kan opbygge landet igen. Palæstina skal fastholdes i et greb af fattigdom i mange år fremover, siger Mohamad Ibrahim.
Både Mohamad Ibrahim og Nidal Abu Arif er aktive i den palæstinensiske ungdomsforening PalUng. Siden den israelske invasion af Gaza for tolv dage siden er foreningens venner på Facebook næsten fordoblet til i alt 236.
- Invasionen har gjort de unge herboende palæstinensere meget opmærksomme på, at de har en palæstinensisk baggrund. De vil vide mere om Palæstina og deres kultur, fortsætter Mohamad Ibrahim.
Herboende unge palæstinensere er dybt frustrerede over, at den danske regering ikke tager afstand fra Israels invasion.
- Vi har en regering, som siger, at man går forrest, når det gælder om at forsvare ytringsfrihed og menneskerettigheder. Hvad blev der er de værdier? Hvor er de klare udmeldinger nu? Falder Gaza, vil hele den palæstinensiske identitet lide et alvorligt knæk. Så er Vestbredden det eneste stykke land, vi har tilbage. Derfor er kampen om Gaza en overlevelseskamp for hele det palæstinensiske folk, fastslår Mohamad Ibrahim.
Men mest af alt er det holdningen i den danske befolkning, som for alvor optager de to.
- Jeg håber at danskerne vil tage til en af Palæstina-demonstrationerne i næste uge. Det handler ikke om at tage stilling for eller imod Hamas, men om at tage afstand fra den afstraffelse af et helt folk, som Israel foretager netop nu.