19 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslisten kræver boykot af Israel

Enhedslisten kræver boykot af Israel

Torsdag, 15. januar, 2009, 00:00:00

Enhedslisten kræver handling for at stoppe Israels krig i Gaza. Resten af oppositionen vil nøjes med ord, mens regeringen slet ikke vil kritisere Israel

Udvis ambassadøren og boykot israelske varer. Sådan lyder Enhedslistens krav til dansk handling mod den israelske invasion af Gaza, som nu har kostet over 1000 palæstinensere livet.
Udenrigsordfører Frank Aaen foreslår, at den israelske ambassadør i Danmark udvises, indtil Israel efterlever international lov og trækker sig ud af Gaza.
Samtidig opfordrer Enhedslisten til national boykot af israelske varer og til at Danmark kræver, at EU stopper forhandlingerne om udvidet samarbejde med Israel.
- Sprængbomber som halverer mennesker. Fosforbomber som brænder folk i live. Det er så bestialsk, og Israel er så ligeglade med verdenssamfundet, at vi er nødt til at vise dem med handling, at det må stoppe, siger Frank Aaen til Arbejderen.
Repræsentanter fra alle fire oppositionspartier samledes tirsdag til demonstration i København for, sammen med 10.000 andre, at protestere mod Israels krig i Gaza.
Enhedslisten ser imidlertid ud til at stå alene på borgen med sit krav om handling.
Ingen af de andre oppositionspartier støtter forslagene. De fastholder den kritiske dialog som vejen til våbenhvile.
- Når vi betragter os som venner af Israel, så må vi insistere på den kritiske dialog direkte med Israels repræsentanter og gennem EU, siger formand for Radikale Venstre, Margrethe Vestager, til Arbejderen.
Også Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Mogens Lykketoft, holder sig til ordene.
- Vi kan ikke gøre meget mere, end vi allerede har gjort. Så må vi håbe, at de stærkere kræfter i USA og EU tilsammen lægger et tilstrækkeligt pres på parterne, siger han, og kalder Enhedslistens forslag om at udvise den israelske ambassadør for meningsløst.
Heller ikke SF støtter forslaget om udvisning.
- Man kan gøre det som et signal, men jeg tror ikke det vil løse konflikten. Det vi først og fremmest skal prøve på, er at ændre regeringens politik, som er fuldstændig følgagtig overfor Israel, mener SF`s formand, Villy Søvndal.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastholdt i går i Folketinget, at der ikke bliver tale om dansk kritik af Israel.
- Vi indtager som dansk regering en balanceret holdning til konflikten, som netop ikke er sort og hvid. Det var Hamas, der startede denne konflikt, og Israel har ret til at svare igen, inden for krigens love, sagde han.
Men Israel bryder krigens love, fastslår folkeretsprofessor og tidligere justitsminister Ole Espersen overfor Arbejderen.
- Når deres bomber blandt andet rammer dansk støttede humanitære projekter, er det Genévekonventionen, der er brudt, siger han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland