15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Over 10.000 på gaden for Gaza

Over 10.000 på gaden for Gaza

Torsdag, 15. januar, 2009, 00:00:00

Over hele landet var der tirsdag protester mod Israels krig mod Gaza. I København deltog omkring 10.000

Over 10.000 danskere fik tirsdag nok af at sidde bag tv-skærmen se den israelske hær massakrere palæstinenserne i Gaza.
I en række byer strømmede borgerne på gaden for at protestere mod krigen: I København, Århus, Slagelse, Sønderborg, Esbjerg, Odense, Silkeborg og Århus var der fakkelvagt eller demonstrationer, hvor der blev viftet med palæstinensiske flag og råbt slagord mod Israel - for fred i Gaza.
I København demonstrerede omkring 10.000 mennesker under parolen 'Stop angrebene på civilbefolkningen i Gaza'. Et hav af fakler gik igennem de københavnske gader fra Rådhuspladsen til Christiansborg Slotsplads i demonstrationen som var arrangeret af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og Mellemfolkeligt Samvirke.
Blandt demonstranterne er et ungt par fra Amager, Kari og Jakob Lundsager, samme deres barn på et halvt år i barnevogn, der er til sin første demonstration.
- Jeg håber, det gør indtryk på regeringen, at vi er 10.000 mennesker her i København i dag. Det er helt urimeligt, hvad der sker i Gaza lige nu. Tænk at en stat kan behandle en civilbefolkning på den måde, siger Jakob Lundsager, der til daglig arbejder som rådgivende ingeniør.
Kæresten Kari Lundsager, der er fuldmægtig på barsel, er enig:
- Det er pinligt, at vores statsminister forsøger at give Hamas skylden for konflikten. Det er utroligt, at Israel stadig er med i 'det gode selskab', og får lov til at fare sådan frem uden at blive boykottet af det internationale samfund.
Med i demonstrationen er også Klara Jørgensen, der arbejder som laborant på Hvidovre Hospital.
- Det er for galt at slå så hårdt ned på den palæstinensiske civilbefolkning. Det er jo også skole og ambulancer, der bliver bombet. Israels gengældelse er helt ude af proportioner. Vold avler vold. Jeg er ikke den store demonstrant, men det mindste jeg kan gøre, er da at stå her med fakkel, siger hun til Arbejderen.
Demonstrationen i København forløb fredeligt. Men da en gruppe unge palæstinensere forlod Slotspladsen i samlet trop, opstod der spredt tumult i Stormgade. Ifølge internetportalen Modkraft gennemførte politiet en knibtangsmanøvre og arresterede omkring 100, efter at der var kastet et kanonslag.
I Sønderborg vedtog demonstranterne et brev til statsministeren og udenrigsministeren: 'Vi opfordrer jer og regeringen til at arbejde aktivt for at stoppe Israels massakre i Gaza og til at ophæve blokaden og besættelsen samt overholdelse af FN`s resolutioner', lyder budskabet fra de cirka 400 deltagere.
I Slagelse mødte omkring 350 frem til demonstrationen, som var arrangeret af Kommunistisk Parti.


Pluk fra talere

Krigen i Gaza er en sag for os alle - og drejer sig om det internationale samfunds, herunder EU og Danmarks, fortsatte svigt overfor det løfte om et selvstændigt og frit Palæstina, som så ofte luftes, men bliver ved de tomme ord. Det er dén problemstilling, som hele krigen i Gaza i virkeligheden drejer sig om, og kun sådan, at en varig og retfærdig fred kan findes.
Trine Pertou Mach, Mellemfolkeligt Samvirke

Jeg har opfordret regeringen til at udvise den israelske ambassadør indtil Israel stopper angrebene. Vi har også foreslået økonomiske sanktioner. Israel tjener stort på samhandel med Europa med en gunstig handelsaftale. EU skal ophæve denne aftale, og Danmark bør lukke grænserne for israelske varer.
Frank Aaen, Enhedslisten

Vi skal presse maksimalt på for, at Israel stopper krigen og indespærringen af Gaza; standser koloniseringen af besat område på Vestbredden og nedlægger de ulovlige bosættelser. Målet er en levedygtig palæstinensisk stat og Jerusalem som hovedstad både for Israel og Palæstina.
Mogens Lykketoft, Socialdemokraterne

Det er Israel, der er besættelsesmagten. Det er Israel, der er stormagten. Det er Israel, der har hovedansvaret for at skabe fred! Lige nu har Israel desværre valgt krigens vej. Derfor skal presset på Israel styrkes.
Villy Søvndal, SF

Den israelske aktion er båret af en overdreven og fejlagtig tro på, at man kan løse konflikter med militære midler. Det har været prøvet så tit i Mellemøsten. Det gør problemerne større og skubber en fredsløsning længere væk.
Margrethe Vestager, Det Radikale Venstre

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland