Syddansk Universitetscenter har erklæret 3500 studenterstemmer ugyldige. Demokratiet lider på universiteterne, siger de studerende
Det har skabt røre blandt de studerende på Syddansk Universitetscenter, at rektor Jens Oddershede først på ugen erklærede årets studentervalg ugyldigt.
På grund af en teknisk fejl informerede universitetet ikke selv sine studerende om, at valget var i gang. Derfor fik studentersammenslutningen Syddanske Studerende nogle af universitetets sekretærer til at videresende en opfordring til de studerende om at stemme.
En historisk høj valgdeltagelse sikrede efterfølgende Syddanske Studerende et flot resultat. Det faldt sammenslutningen Borgerlige Studerende for brystet, og på baggrund af opfordringen til at stemme, fik de universitetets rektor til at erklære valget ugyldigt.
- De studerende på Syddansk Universitet knoklede i flere uger for at sikre den rekordhøje valgdeltagelse på 3500 stemmer. Nu, hvor valget skal gå om, har de studerende brugt mange af de kræfter og ressourcer de havde til arbejdet, siger Maren Schmith Astrup til Arbejderen.
Hun er formand for Danske Studerendes Fællesråd, som Syddanske Studerende er med i.
Forud for valget i Syddanmark ligger flere års angreb på demokratiet på de danske universiteter.
Med universitetsloven i 2003 blev de studerendes indflydelse indskrænket på en række punkter. Hvor universiteternes ledere før var på valg, er de nu udpegede ovenfra. En række beslutninger blev flyttet fra fakulteter og nævn til ledelsen, og der blev etableret en stærkere detailstyring fra ministeriets side.
- De studerende har mistet indflydelse, efter loven blev vedtaget. Derfor er det i forvejen svært at få dem til at interessere sig for studentervalgene. Når det så endelig lykkes, er det utrolig ærgeligt at stemmerne bliver kendt ugyldige, fastslår Maren Schmith Astrup.
Regeringen har lovet en evaluering af universitetsloven i løbet af i år. Man allerede inden den er gået i gang, møder kommissoriet for evalueringen stærk kritik. SF og Dansk Magisterforbund kalder grundlaget uklart og indsnævret.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278