15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

¤¤Tænk hvis de bombede min skole?¤¤

¤¤Tænk hvis de bombede min skole?¤¤

Lørdag, 17. januar, 2009, 00:00:00

Over 300 børn er dræbt i Gaza. Hjemme i Danmark sidder 14-årige Yasmin Mahmoud foran fjernsynet og ønsker, at Danmark ville bede Israel om at stoppe bomberne

Da 10.000 mennesker tirsdag samledes på Christiansborg Slotsplads for at demonstrere mod Israels krig i Gaza, tog 14-årige Yasmin Mahmoud turen fra Ølstykke i Nordsjælland for at være med.
Sammen med sin 12-årige lillebror, Nadim, er hun i gang med at samle underskrifter ind for at bede den danske regering om at gøre alt, hvad de kan for at stoppe krigen i Gaza. De er oppe på 200 underskrifter nu.
- Det gik rigtig godt på demonstrationen! Vi fik hurtigt 130 underskrifter. Jeg bliver især glad, når det ikke kun er indvandrere, der skriver under. Så føler jeg, at vi står sammen om at støtte Gaza, fortæller Yasmin Mahmoud til Arbejderen.
- Jeg håber, den danske regering vil sige til USA, at de skal bede Israel om at stoppe bomberne.
De to søskende, hvis forældre kommer fra Palæstina, fik idéen til underskriftsindsamlingen, da de sad og så nyheder fra Gaza sammen med deres mor.
- Man bliver rigtig ked af det, når man ser alle de børn og civile, der bliver slået ihjel. Min mor har en ven i Gaza, der er blevet dræbt. Det føles som om, alle bare sidder stille, og demonstrationerne virker heller ikke. Så fik vi lyst til at gøre noget mere, forklarer Yasmin Mahmoud.
Hverken hun eller broderen har selv været i Palæstina. Alligevel fylder krigen meget i hverdagen, både hjemme og i den lokale folkeskole, hvor Yasmin og Nadim går i niende og sjette klasse.
- Der er så mange døde. Vi tænker meget på børnene, fordi vi selv er børn. Selv hvis de overlever, kan de ikke få en uddannelse, de har slet ikke nogen fremtid, siger Yasmin Mahmoud.
- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ville gøre, hvis der pludselig var nogen, der bombede min skole. Jeg tror, jeg ville gå fuldstændig amok og råbe og skrige ligesom de palæstinensere, man ser i fjernsynet.
Yasmin Mahmoud er, som danske børn er flest. Tilfældet har gjort, at hendes forældre kommer fra det land, hun nu kan se i brand hver aften i fjernsynet.
Men krigen i de daglige nyhedsudsendelser har også givet Yasmin Mahmoud lyst til at ændre verden. Hun er sikker på, at hun vil fortsætte sin kamp for fred.
- Måske bliver jeg aktiv i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening og hjælper med at arrangere demonstrationer. Jeg vil gerne gøre mit til, at krigen stopper, slutter Yasmin Mahmoud.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland