Siden 2002 har staten foræret en halv milliard kroner til de private hospitalers profit. Overbetalingen skyldes en politisk beslutning
Mens sygeplejerskerne stresser på landets stadigt mere nedslidte offentlige sygehuse, udbygger privathospitalerne hver måned med nye eller større klinikker og et overskud, der siden 2003 er steget mere og mere år for år.
Det er ikke tilfældigt. Siden 2002 har de private hospitaler fået en overpris på mellem 25 og 32 procent for de behandlinger, de har udført for det offentlige.
Det har drænet de offentlige kasser for mindst 463 millioner kroner, som er gået til de private hospitalers profit. Det viser beregninger, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for Ugebrevet A4.
- Det bekræfter, hvad vi hele tiden har sagt om regeringens politiske mål: At styrke de private sygehuse på bekostning af de offentlige, siger sundhedsordfører Per Clausen (Ø) til Arbejderen.
Pengestrømmen fra de offentlige til de private hospitalssenge begyndte, da regeringen i 2002 indførte det frie sygehusvalg.
Sammen med Dansk Folkeparti besluttede de, at privathospitalerne skulle have samme pris for behandling af offentlige patienter, som de ville have kostet i det offentlige system.
Men de offentlige hospitaler har en lang række udgifter, som de private slipper for.
De skal sørge for uddannelse og forskning og stå klar til at modtage akutte patienter døgnet rundt.
Det betyder for eksempel, at de offentlige sygehuse modtager 17 procent af deres patienter i weekenden, mens de private kan nøjes med at behandle fire procent af deres patienter i weekenden.
Samtidig har de private hospitaler ret til at vælge de patienter, der er billigst at behandle, fordi de er yngst og raskest, og overlade de besværlige til det offentlige.
I 2007 havde 28,7 procent af patienterne på de offentlige sygehuse således mere end én sygdom, mens det tilsvarende tal kun var tilfældet for 3,5 procent hos de private.
- Når man ser på systemet for afregning mellem det offentlige og privathospitalerne, har det tydeligvis stillet privathospitalerne godt. De har fået relativt lette patienter samtidig med, at de har været fri for udgifterne til akutberedskab, uddannelse og forsknings, forklarer sundhedsøkonom Jakob Kjellberg til A4.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) vil ikke forholde sig til overbetalingen, fordi nogle af sundhedsministeriets egne embedsmænd netop er ved at undersøge, om taksterne er skæve.
Profitten skyldes overpris
- Privathospitalerne slipper for ældre patienter med flere diagnoser. Besparelse: cirka 25 procent.
- De har ingen akutforpligtigelse. Besparelse: 10-15 procent.
- De skal ikke uddanne og forske. Besparelse: 5-10 procent.
- Privathospitalerne har 15-17 procent større udgifter til blandt andet afskrivning på udstyr.
Samlet giver det en overpris på 25-32 procent.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278