14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tvind-talsmand i fængsel

Tvind-talsmand i fængsel

Onsdag, 21. januar, 2009, 00:00:00

Arbejdet fortsætter på Tvinds skoler og projekter i verdens fattige lande, fastslår medlem af Lærergruppen

To år og seks måneders ubetinget fængsel.
Sådan lød beskeden i går fra Vestre Landsret til tidligere talsmand for Tvind, Poul Jørgensen, der i 2006 blev pure frikendt af byretten for de samme anklager. Dommen ankes nu til Højesteret.
- Jeg kan godt forstå, at dommen bliver anket. Poul Jørgensen er tidligere blevet frifundet af byretten. Vi har gennemgået samtlige fondens 29 projekter: De penge, som fonden har fået, er gået til projekter i overensstemmelse med fondens sociale og grønne formål. Samme konklusion nåede byretten frem til i 2006, konstaterer Anna Hoas.
Hun er med i Lærergruppen og lærer på Tvind-skolen PTG (Praktisk Teoretisk Grunduddannelse) for unge mellem 18 og 24 år.
Vestre Landsret kendte Poul Jørgensen skyldig i medvirken til underslæb for cirka 15 millioner kroner og skattesvig for cirka 21 millioner kroner.
I 2006 frikendte byretten i Ringkøbing syv ud af i alt otte medlemmer af Tvinds økonomiske ledelse - herunder Poul Jørgensen og Mogens Amdi Petersen - for anklager om skattesvig. Især Dansk Folkeparti og Konservative var voldsomt utilfredse med frifindelsen af Tvind-folkene. Kort efter blev frifindelserne anket af anklagemyndigheden.
Trods dommen går livet videre på Tvinds mange skoler, og de sociale og grønne projekter i Danmark og i udlandet fortsætter.
- Vi fortsætter ufortrødent vores arbejde. Uanset dommen og det politiske klima. Der er brug for nogle, der gør noget ved den polarisering, der foregår i samfundet. Derfor fortsætter vi selvfølgelig vores arbejde med at drive skoler og lave projekter i verdens fattigste lande, siger Anna Hoas til Arbejderen.
Hun har endnu ikke læst dommen og kan derfor endnu ikke udtale sig om den.
Retssagen mod Tvind kom efter, at flere TV2-udsendelser og store avisoverskrifter beskyldte Tvind for ikke at have brugt pengene i Tvinds Humanitære Fond til sociale og grønne projekter i verdens fattige lande. Penge, som Tvinds lærere indbetalte til fonden, kunne trækkes fra i skat, fordi der er tale om en almennyttig fond. Men dele af fondens penge er ikke gået til sociale projekter, men til at dække underskud i Tvind, lyder anklagerne mod Tvind.
Tvind fastholder, at pengene i fonden er gået til sociale formål. På hjemmesiden www.fonden.org kan du læse Tvinds egen gennemgang af de 29 projekter, som igennem 15 år er blevet støttet med 70 millioner kroner fra Tvinds Humanitære Fond.
Arbejderen forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra Poul Jørgensen og hans advokater. Anklageren i sagen, statsadvokat for Nord- og Østjylland Elsemette Cassøe, erklærer sig 'meget tilfreds' med dommen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland