14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politiet kommer om natten

Politiet kommer om natten

Torsdag, 22. januar, 2009, 00:00:00

Hver gang Fouad Al-Souki skal hente sine 107,25 kroner i lommepenge er han bange for at blive taget af politiet. Om natten sover han ikke længere på sit værelse

Der bliver serveret ægte arabisk kaffe tilsat kardemomme hos palæstinenseren Fouad Al-Souki, der bor på tålt ophold i Sandholmlejren efter at have udstået en straf på et års fængsel.
I Danmark er kaffe lig med hygge. Men i Sandholm er det svært kun at holde sig til hyggesnak. I går (onsdag i sidste uge, red.) var Fouad Al-Souki klokken 12.55 til sin rutinemæssige afhøring hos Rigspolitiets Udlændingeafdeling i Sandholmlejren.
- Prøv at se dér!
Fouad Al-Souki holder referatet af afhøringen i hånden og læser op: 'Såfremt udlændingen ikke udrejser frivilligt kan han udsendes tvangsmæssigt'. Referatet af afhøringen er dateret den 14. januar 2008 og er underskrevet af en dansk kriminalassistent.
- Jeg blev gal. Jeg tænker på min familie. Hvad hvis jeg bliver fængslet og tvangsudsendt. Så kommer jeg ikke til at se dem mere. Men jeg har ikke sagt noget til dem. Jeg vil ikke gøre dem nervøse. Jeg har tænkt på at gå under jorden. Men så kan jeg kun se min kone og mine børn og børnebørn en halv time hver anden måned, og så stikke af igen, beretter Fouad Al-Souki til Arbejderen.

Kvoteflygtning
Fouad Al-Souki kom til Danmark sammen med sin familie i 1989 som FN-kvoteflygtning. Nu er han udvist af Danmark. Det blev han i forbindelse med at han blev dømt for kriminalitet og fik en straf på et års fængsel. Men som palæstinenser har han intet sted at rejse hen.
Fouad Al-Souki har ti børn mellem 12 og 33 år, hvoraf en bor i Sverige og resten i Danmark. Dertil kommer syv børnebørn. Hans kone bor i Århus.
Han kan stadig huske da politiet kom sidste gang. Det var næsten midnat. De tog Yousef med sig.
- Politiet tog ham på hans værelse. Efter elleve dage i Vestre Fængsel blev han sendt til Irak. Jeg har ikke hørt fra ham siden, fortæller Fouad Al-Souki.
Nu er politiet igen begyndt at fængsle afviste asylansøgere. Foreløbig har politiet anholdt to kurdiske asylansøgere fra Nordirak. De sidder nu i Sandholmlejrens fængsel og venter på at blive udvist til det Irak, de er flygtet fra. Politiets klapjagt på asylansøgere gør Fouad Al-Souki urolig:
- Politiet kommer altid sent om aftenen, eller også venter de, når vi får udbetalt lommepenge. Jeg er begyndt at sove på andre værelser, så politiet ikke kan finde mig.
Klokken er halv to. Uddelingen af lommepenge har været i gang i en halv time. Men for Fouad Al-Souki haster det ikke med at komme ned i kantinen for at lade sig registrere og få udbetalt sine 107 kroner og 25 øre, som han har krav på hver 14. dag.

Tankerne er i gaza
Ved siden af ham sidder hans værelseskammerat, Mohammad Jehad Mohammad, en ung palæstinenser på 22 år, der har været i Danmark i seks måneder. Han er født i en flygtningelejr i Sydlibanon.
- En dag angreb libanesiske soldater vores flygtningelejr. Der blev skudt. Jeg ramte to libanesiske soldater. Jeg var aktiv i Fatah, og besluttede straks at flygte til Danmark. Jeg tog direkte til Danmark på et falsk pas, fortæller Mohammad Jehad Mohammad.
Han har søgt asyl, men har endnu ikke fået svar. Hans to storebrødre er flygtet ud af Gaza by. Han har ikke hørt fra dem i fem dage.
- Det er ikke menneskeligt, det som sker. Det gør ondt i mit hjerte. Jeg har lyst til at hjælpe. Men jeg har ingen penge at sende derned. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg lave indbrud eller røve en bank?
Han minder om, at krigen kommer efter flere år med lukkede grænser og en effektiv blokade:
- Familier med børn mangler alt: Ris, mælk, medicin! Palæstinenserne i Gaza døde også før krigen. Hamas og palæstinenserne handler i selvforsvar. Krigen vil ikke betyde færre, men flere raketter mod Israel, forudser Mohammad Jehad Mohammad.

Vil gerne være mekaniker
I det halve år han har været i Danmark har han været i København to gange. Ikke for at lave noget specielt. Bare for at gå lidt rundt. Ellers går tiden med at sidde på værelset. Se fjernsyn. Gå på besøg hos de andre i lejren.
- Det er ikke godt. Jeg tænker tit på min familie. Og så bliver jeg ked af det, siger Mohammad Jehad Mohammad.
Han kunne godt tænke sig at være mekaniker. Han har spurgt i Røde Kors. Men han må ikke arbejde. Nu prøver han på ikke gøre sig de store forhåbninger til fremtiden.
- Jeg vil ikke blive skuffet. Jeg er nødt til først at have min opholdstilladelse. Derefter kan jeg begynde at drømme, siger den unge palæstinenser.
Der bor cirka ti palæstinensere i Sandholm. Men det er alle, som snakker om Gaza.
Mohammad Jehad Mohammad kan ikke forstå, den danske regerings holdning til det israelske angreb.
- Danske politikere kalder angrebet for en 'krig' mod terror. Men i en krig er det militær, der kæmper mod militær. Her er det militær, der nedkæmper civile, konstaterer han. To gange har hans værelseskammerat været i København for at demonstrere mod Israel.
Mohammad Jehad Mohammad har ikke været til demonstration endnu. Men han har fulgt med i fjernsynet:
- Jeg blev vred over at se dansk politi anholde unge palæstinensere. Det er altid palæstinenserne, der gøres til de skyldige.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland