Dennis Kristensen kalder Folketinget amoralsk og uretfærdigt, fordi et flertal støtter tørklædeforbud for dommere
Formanden for FOA (Fag og Arbejde), Dennis Kristensen, råber vagt i gevær efter, at det står klart, at et flertal i Folketinget støtter det såkaldte tørklædeforbud for dommere. Det omstridte lovforslag om dommeres beklædning blev førstebehandlet i går.
- Folketingets tilslutning i dag er et skridt i retning af et religiøst berufsverbot, som vil udelukke bestemte mennesker fra at blive offentligt ansatte. For mig at se er det både amoralsk og uretfærdigt, siger Dennis Kristensen.
Forbundsformanden frygter, at loven blot er første skridt til et forbud blandt flere offentligt ansatte, som politibetjente, kommunale sagsbehandlere og de ansatte, der leverer velfærd direkte til borgerne.
- Det vil være dybt urimeligt, fordi lønmodtagerne på denne måde kan dømmes uden hensyn til, om de yder den arbejdsindsats og det engagement og har de kvalifikationer, som de får løn for. Det kan vi som samfund simpelthen ikke være bekendt. Og det skal de offentligt ansatte ikke affinde sig med, fastslår Dennis Kristensen.
Flertal i Folketinget
Efter en lang og ophedet debat i Folketinget står det klart, at der er flertal for forbuddet mod religiøse og politiske symboler hos dommerne.
Udover regeringen og Dansk Folkeparti støtter dele af Socialdemokraterne også forbuddet, mens Liberal Alliance, Radikale, SF og Enhedslisten er imod.
- Når vi samtidig har kors og kongekrone i domstolenes logo bliver det meget tydeligt, at lovforslaget medfører negativ særbehandling. Det er bestemt ikke godt for integrationen, siger retsordfører Line Barfod (Ø) til Arbejderen.
Det er justitsminister Brian Mikkelsen (K), der har fremsat forslaget, som omfatter de juridiske dommere. De skal fremover kunne tvinges fra sædet, hvis de bryder kravet om neutral fremtoning i retssalen ved at bære religiøse symboler som tørklæde eller kors eller ved at udtale sig om politiske eller religiøse emner.
Mod grundloven
Lovforslaget er blevet kraftigt kritiseret af den samlede danske juriststand, mens det har været i høring.
Retssikkerhedsfonden, med tidligere justitsminister Ole Espersen i spidsen, påpeger, at det er selvmodsigende, når der samtidig indgår et kors i domstolenes officielle logo.
Flere advokater har peget på, at forbuddet strider mod grundlovens bestemmelse mod at diskriminere på grund af religion, da tørklædet netop forbydes, fordi det opfattes som religiøst.
Når forslaget efter andenbehandlingen bliver endeligt vedtaget, kan der tilmed være en sag på vej mod regeringen.
Advokat Steen Lassen siger til Berlingske Tidende, at han har kontakt med en gruppe unge, kvindelige, muslimske jurister, som overvejer at stille op i en prøvesag mod staten.
Her håber de at kunne få forslaget erklæret i strid med grundloven.
- Loven er ikke blot et angreb på domstolene, men også på det danske demokrati. Man tilsidesætter domstolenes vurdering af, hvad der er bedst for retsplejen, og uden stærke domstole kan man ikke sikre menneskerettighederne, advarer Steen Lassen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278