11 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Brug af fordeling eksploderer

Brug af fordeling eksploderer

Torsdag, 29. januar, 2009, 00:00:00

Krisen sender stadig flere på arbejdsfordeling. Forbund vil kombinere fordeling med uddannelse for at øge mulighederne for job på lang sigt

Én uge på arbejde og én uge på dagpenge. Eller tre dage på arbejde og to dage på dagpenge.
Det er som følge af den økonomiske krise blevet virkeligheden for stadig flere arbejdere.
- Aldrig før er tallet steget så hurtigt på så kort tid, siger Otto Nielsen, a-kasseleder i Træ, Industri og Byg (TIB) til Berlingske Business.
I slutningen af august 2008 var 114 medlemmer sendt på fordeling. Det tal var steget til 1.269 i januar. Dansk Metal melder også om en tidobling. For et halvt år siden var 51 medlemmer på fordeling. Nu drejer det sig om 515 medlemmer.
Situationen er ikke spor bedre i 3F. Børge Frederiksen, formand for Industrigruppen, gætter på, at 5.000-6.000 medlemmer for øjeblikket er på arbejdsfordeling.
Som reglerne er i dag kan ordningen gælde i 13 uger. Den periode foreslår Dansk Metal og TIB nu udvidet.
- Vi er glade for arbejdsfordelinger, når der er enighed om dem lokalt, og de er med til at redde job. Men vi foretrækker, at det kombineres med efteruddannelse, siger forbundssekretær i Dansk Metal, Kjeld Bækkelund Hansen.
Børge Frederiksen er knap så begejstret for at lade arbejdsfordeling vare ud over 13 uger, selvom han erkender, at det ofte drejer sig om at udskyde en fyring så længe som muligt, og 'allerhelst helt undgå den'.
- Rækker fordelingen ud over de 13 uger er der ikke længere tale om en midlertidig krise, og så er det måske helt andre ting, der er behov for, mener 3F`s gruppeformand.
I et forsøg på at lægge en dæmper på den hastigt voksende arbejdsløshed foreslår LO en opkvalificeringspakke.
De uuddannede og kortuddannede skal have lettere og hurtigere adgang til kompetenceafklaring og aktiveringsuddannelse. Der skal gang i jobrotationsordningen, så arbejdsløse kan komme i job, mens faste medarbejdere kommer på efteruddannelse, lyder nogle af de 12 konkrete forslag, der alle har til formål at forbedre lønmodtagernes muligheder for efteruddannelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland