18 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Borgmestre efterlyser penge til jobcentre

Borgmestre efterlyser penge til jobcentre

Fredag, 30. januar, 2009, 00:00:00

Borgmestrene synes det er godt, at kommunerne overtager jobcentrene. Men de bekymrer sig om finansieringen

Tre ud af fire borgmestre synes, det er en god ide, at kommunerne fra august skal overtage jobcentrene. Samtidig er seks ud af ti bekymrede over, at kommunerne skal overtage finansieringen af dagpenge.
Det viser en rundspørge, som Nyhedsbrevet 3F har foretaget blandt kommunerne, hvor 82 ud af 98 borgmestre har svaret.
- Det er fint, at vi overtager opgaven, men vi skal have en budgetgaranti. Vi kan ikke påtage os flere udgifter, uden at vi kompenseres krone for krone, siger Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune, til Nyhedsbrevet 3F.
Han og over halvdelen af borgmestrene tror ikke, at kommunerne vil få en retfærdig og tilstrækkelig kompensation for udgifterne.
Hvordan kommunernes økonomi skal hænge sammen, når de overtager jobcentrene og dermed også indsatsen overfor de arbejdsløse medlemmer i a-kasserne, er ikke på plads endnu.
Står det til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), bliver der ikke tale om, at udgifterne dækkes krone for krone. Ministeren vil have dagpengeudgifterne fordelt til kommunerne over bloktilskuddet.
Beregninger fra Aalborg Kommune viser, at den model vil betyde en underkompensation af landets seks største kommuner på tilsammen 1,5 milliarder kroner.
I regeringens ønskemodel er der også indlagt økonomiske incitamenter for at få arbejdsløse i aktivering og job.
- Hvis det sker, kan man frygte det værste. Sker der en voldsom stigning i ledigheden og vi står med finansieringen, skal vi ude i kommunerne finde besparelser andre steder. Det vil være en bombe under de basale velfærdsydelser, mener Mogens Gade.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland