Det er ikke nyt, at skattereformer først og fremmest kommer de rigeste til gode. Sådan var det også under Nyrup

Straks efter Nyrup-regeringens tiltræden i 1993 fremlagde den et forslag til en skattereform, der blev voldsomt kritiseret af oppositionen, ikke mindst af den forudgående Schlüter-regerings skatteminister Peter Brixtofte, der brugte udtrykket 'Pengene fosser ud af statskassen'.
Den såkaldte 1994-reform var dog et resultat af et udvalgsarbejde sat i gang under Schlüter-regeringen. Reformen fulgte i store træk udvalgets forslag, med det 'tvist', at reformen de første år var underfinansieret med fir til fem milliarder kroner for at sætte gang i økonomien
Reformen blev lanceret som et opgør med skattefiduser og skattefrie frynsegoder og lukkede da også en del skattehuller.
Boligejerne fik nedsat den daværende boligbeskatning, lejeværdien af egen bolig fra to en halv til to procent. Da marginalskatten samtidig blev nedsat fra 68 til 62,25 procent og mellemskatteloftet hævet, fik dem med de højeste indkomster og største boliger sammen med mellemindkomsterne mest ud af reformen.

Væk med formueskatten
17.000 ægtepar med en personlig årsindkomst under 100.000 kroner, unge med frikort og 20.000 pensionister blev reformens store tabere. Det skyldtes for de første to grupper indførelsen af det såkaldte arbejdsmarkedsbidrag, en bruttoskat på fem procent stigende til otte procent fra 1997, som via tre fonde skulle finansiere udgifterne til dagpenge, sygedagpenge og aktivering.
For pensionisternes vedkommende blev de i kommuner og amter med høj skat ramt ved, at de ikke fik tilstrækkelig kompensation for den såkaldte bruttoficering af overførselsindkomsterne, det vil sige at der fra nu af også skulle betales skat af disse indkomster.
Dertil kom at reformens finansiering via stigende brugerafgifter på biler, benzin el, gas, vand med videre - nu omdøbt til 'grønne afgifter' - også vendte den tunge ende nedad.
De rigeste ti procent af den danske befolkning, som i 1995 ejede knap 80 procent af danskernes samlede formuer, kunne også glæde sig over formueskattens ophør i 1997.

Pinsepakken
1999-reformen, også kaldet Pinsepakken, er foreløbig den eneste skattereform, som også Enhedslisten har deltaget i.
Reformen reducerede skatteværdien af rentefradraget, forhøjede mellemskattegrænsen og sænkede bundskatten. Den favoriserede altså dem med lønindkomst i den lave og mellemste ende.
Men samtidig udgik de såkaldte ligningsmæssige fradrag fra bundskatten. Det betød, at skatteværdien af fradraget for blandt andet a-kassebidrag og fagforeningskontingent faldt til de nuværende omkring 33 procent i en kommune med gennemsnitsskat.
Endelig blev boligbeskatningen omlagt fra beskatning af lejeværdien og standardfradrag til en ejendomsværdiskat. Sammen med det nedsatte rentefradrag gav det boligejere med mindre gæld en gevinst, mens boligejere med stor gæld måtte til pungen.
Det økonomiske opsving i 90`erne havde reduceret statens udgifter til dagpenge og aktivering. Udgifterne var siden 1994 blevet finansieret via arbejdsmarkedsbidraget på otte procent, der også finansierede sygedagpengene.
Ifølge 1994-reformen skulle arbejdsmarkedsbidraget nedsættes, så indtægterne herfra svarede til disse udgifter. Men med 1999-reformen blev det besluttet, at arbejdsmarkedsbidraget fremover også skulle dække udgifterne til førtidspension, revalidering, skåne- og fleksjob med mere. Dermed undgik man en skattenedsættelse.
Med Pinsepakken blev selskabsskatten også sat ned fra 34 ti 32 procent. Før Fogh tog over i 2001, nåede den sidste Nyrup-regering lige at sænke selskabsskatten yderligere til 30 procent. VC har senere sat den ned til 25 procent