10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Trafikplan: Mere asfalt og C02

Trafikplan: Mere asfalt og C02

Lørdag, 31. januar, 2009, 00:00:00

¤¤Grøn¤¤ trafikplan med sort asfalt for milliarder nedsætter ikke CO2-forbruget, advarer trafiktænketank. Fortsat ingen penge til at bevare busruter

Nye motorveje for 30 milliarder kroner! Der er, hvad samtlige Folketingets partier på nær Enhedslisten torsdag aften gav hinanden håndslag på med enigheden om et nyt trafikforlig.
Den samlede trafikplan lyder på i alt 94 milliarder kroner over de næste ti år.
Efter flere års efterslæb afsætter den nye trafikplan også 60 milliarder kroner til kollektiv trafik.
Pengene sikrer Århus et statsligt tilskud til at oprette Danmarks første letbane (en slags moderne sporvogn, red.). Herudover skal de nedslidte banesignaler udskiftes, der skal anlægges flere cykelstier og enkelte jernbanestrækninger i Vestsjælland, Sønderjylland og Sydsjælland får flere spor.
- De grønne CO2-gevinster, der ligger i at opprioritere jernbane og cykelstier, bliver undergravet af, at trafikaftalen med den anden hånd bygger nye motorveje. Nye motorveje betyder flere biler. Samtidig forsvinder propperne på vejene, så bilerne kan køre stærkere. Det betyder mere udslip af CO2, konstaterer Martin Lidegaard overfor Arbejderen.
Han er formand for den grønne tænketank Concito, og sidder netop nu og regner på trafikaftalens konsekvenser for CO2-udslippet. I bedste fald er den samlede trafikplan CO2-neutral - i værste fald vil den betyde mere CO2-udslip, advarer han.
Aftalen indeholder ikke et konkret mål for, hvor meget CO2-udslippet skal nedsættes i transportsektoren.
Også Enhedslisten stiller sig skeptisk overfor den nye trafikplan:
- Forligspartierne forsømte lejligheden til at sikre en massiv omlægning af den danske transport, som er nødvendig, hvis CO2-udslippet fra transportsektoren skal bringes ned. Der gennemføres kun de mest nødvendige investeringer i togdriften, mens der stadig investeres i mere biltrafik til skade for klimaet, konstaterer Per Clausen, trafikordfører for Enhedslisten.
Han beklager, at VKO med aftalen har sikret sig vetoret over transportinvesteringerne efter næste valg, og at muligheden for at gennemføre et radikalt nybrud i trafikpolitikken dermed er udsat i ti år.
Trafikselskaberne i Danmark har tidligere krævet 500 millioner ekstra kroner for at kunne opretholde det nuværende serviceniveau for bustrafikken. Det nye trafikforlig afsætter i alt cirka 1,3 milliarder kroner til busserne. Men pengene går ikke til at bevare lukningstruede busruter eller udvide ruterne.
>Derimod skal pengene gå til at gøre resterne af de nuværende busser 'mere attraktive og konkurrencedygtige' og til informationskampagner, der skal fastholde kunderne - eksempelvis med en sms-tjeneste, der skal informere passagererne om forsinkelser og aflysning af busserne.
>Hos SF er der jubel over det nye forlig. Partiets trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, mener, at hun har sat 'solide aftryk' på forliget.
- Vi har skaffet en milliard til cyklerne, det er en fordobling af, hvad regeringen havde lagt op til! Uden SF var skolebørn, studerende og alle de mange 100.000 andre cyklister ikke blevet hørt, lyder udmeldingen fra Pia Olsen Dyhr.


Trafikplan
- Den nye trafikaftale afsætter 94 milliarder kroner til kollektiv trafik og motorveje frem til år 2020.
- Cirka 30 milliarder kroner skal gå til at anlægge nye motorveje og udbygge de eksisterende. Ved Aalborg, Herning, Esbjerg, Odense, Taastrup, Frederikssund og Køge lægges der op til mere asfalt.
- Cirka 60 milliarder kroner afsættes til kollektiv trafik: En halv milliard kroner skal gå til en letbane i Århus. Der sættes også penge af til nye signaler og nye spor på enkelte strækninger. Herudover skal der anlægges flere cykelstier. Busserne får penge til at komme hurtigere igennem lyskryds og til informationskampagner, der skal fastholde passagererne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland