18 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk prop i Gaza-tunneler

Dansk prop i Gaza-tunneler

Tirsdag, 03. februar, 2009, 00:00:00

Danmark indbyder til konference om smugling af våben til Gaza. Men hvorfor indkalder Danmark ikke til konference om nødhjælp, spørger kritikere

Det officielle Danmark lægger sig i front for at hjælpe Israel med at stoppe såkaldt smugling af våben til palæstinenserne i Gaza.
Dét sker, når en konference, arrangeret af Udenrigsministeriet i København, i morgen diskuterer, hvad der kan gøres for at forhindre, at våben bliver smuglet over grænsen fra Egypten til Gaza.
- Jeg kan bekræfte, at Danmark er vært for et ekspertmøde med embedsmænd fra USA og en mindre gruppe af lande med maritim ekspertise, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) ifølge Kristelig Dagblad.
Den israelske ambassadør i Danmark, Dan Oryan, er tilfreds med udenrigsministeren.
- Danmark var blandt de første til at tilbyde assistance til at løse våbensmuglingsproblemet på grænsen mellem Gaza og Egypten, siger Dan Oryan fra den israelske ambassade i Danmark til avisen.
Men Maher Khatib, koordinator i Palnet - Palæstinensisk netværk i Danmark, mener, at mødet er en hån mod palæstinenserne og at selve dagsordenen er pro-israelsk.
- I stedet for at bakke om op Israels inhumane, undertrykkende og chikanerende blokade mod palæstinenserne, burde Danmark være vært for en konference om akut nødhjælp, fredsløsninger og genopbygning i Gaza, siger Maher Khatib, der også peger på, at den planlagte konference slet ikke får deltagelse af Palæstina.
- Det er endnu et tydeligt bevis på, at den danske regering faktisk vælger at tilslutte sig den israelske besættelse i kampen for en fortsat undertrykkelse af Gaza's befolkning, siger han.
Han anfører, at de meget omtalte tunneler ind til Gaza kun har været brugt til at indsmugle mindre våbentyper, mens de mest af alt har været anvendt til at skaffe medicin og madvarer.
- Noget, der er en torn i øjet på Israel og dets blokade af Gaza, som jo har stoppet al fødevare- og medicin-hjælp i forvejen, siger han.
Også danske kræfter er vrede og opfordrer til protester under den to-dage lange konference.
- De største våbenproducenter og krigsforbrydere sætter sig nu sammen for at forhindre et lille folk i at forsvare sig og endnu en gang knægte retten til selvstændighed, siger Gerd Berlev fra bevægelsen Budskab fra Græsrødderne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. feb. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland