09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Økonomer afviser Carsten Kochs tal

Økonomer afviser Carsten Kochs tal

Onsdag, 04. februar, 2009, 00:00:00

Skattekommissionen beregninger af, at dens udspil vil få 24.000 flere i arbejde og dermed sikre velfærden, bygger på luftige antagelser, siger økonomer

Ifølge Skattekommissionen vil dens udspil om skattelettelser i størrelsesordenen 35 milliarder kroner øge samfundets samlede velstand med 30-40 milliarder kroner og sikre statskassen ekstra syv milliarder kroner årligt - alene af den grund, at skattelettelserne vil øge beskæftigelsen med 24.000 fuldtidspersoner.
- Lavere marginalskatter er afgørende for, at flere kommer i arbejde og at der bliver arbejdet mere, sagde Skattekommissionens formand Carsten Koch ved fremlæggelsen af udspillet i mandags.
Men beskæftigelseseffekten er i bedste fald marginal, vurderer økonom Carsten Heyn-Johnsen, lektor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.
- De regnestykker, om hvor meget skattelettelser vil bidrage til beskæftigelse, står og falder med nogle meget luftige antagelser. Og de antagelser bygger på nogle tal 15 år tilbage, som ingen ved, hvorvidt har nogen relevans i dag. Det er måske ikke så attraktivt for folk længere at udvide arbejdstiden, siger Carsten Heyn-Johnsen til Arbejderen.
Hans vurdering understøttes af økonom og tidligere vismand Nina Smith, som i sin tid var var med til at udarbejde den undersøgelse om beskæftigelseseffekt af skattelettelser, som Skattekommissionen bygger sine beregninger på.
Hun fremhæver, at det er nødvendigt med nye undersøgelser, hvis man skal sige noget om beskæftigelseseffekter i dagens Danmark.
- I betragtning af at langt de fleste på arbejdsmarkedet får ganske få penge mere til rådighed som følge af denne reform, vil effekten nok nærmest være lig nul, vurderer Carsten Heyn-Johnsen
LO har regnet sig frem til, at en gennemsnitlig LO-arbejderfamilie oven i købet taber på reformen. Det tror Carsten Heyn-Johnsen ikke er nogen tilfældighed.
- Hvis man endelig skal snakke om beskæftigelseseffekt, vil den vel egentlig være størst, hvis man mister penge, samtidig med at marginalskatten sættes ned, så det bedre kan betale sig at arbejde mere. Men igen - det er meget usikkert, om der vil være nogen beskæftigelseseffekt overhovedet.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at skattelettelserne vil være en fordel for virksomhedsejerne, fremgår det af en fodnote i Skattekommissionens rapport.
Her står der, at de udgifter, reformforslaget påfører 'erhvervene, beregningsteknisk forudsættes delvist overvæltet på husholdningerne i form af højere priser, lavere lønninger og overførselsindkomster...'
- Det er jo interessant at lønmodtagerne ikke betragtes som en del af 'erhvervslivet' - nærmest tværtimod, lyder det lettere sarkastisk fra Carsten Heyn-Johnsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland