11 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Piloter frygter for sikkerhed

Piloter frygter for sikkerhed

Lørdag, 07. februar, 2009, 00:00:00

Ny rapport advarer mod lange vagter og mangelfulde hviletidsregler. Trods det ser transportminister Lars Barfoed ingen grund til at ændre reglerne

Fjern muligheden for arbejde i op til 14 timer om dagen.
Det er ét af de konkrete forslag, der fremgår af en rapport om piloters arbejdstider og hviletidsregler, som EU`s flyvesikkerhedsagentur EASA står bag.
Rapporten slår fast, at lange vagter øger risikoen for flyulykker. Helt konkret øger vagter på mellem 10 og 12 timer risikoen for ulykker med 170 procent. Er vagten på 13 timer eller mere, er risikoen hele 550 procent højere, skriver Berlingske.dk.
- Desværre ser det ikke ud til at Transportministeren vil gøre noget for at ændre reglerne. Dermed svigter han sit ansvar for at sikre såvel piloternes som passagerernes sikkerhed, siger Mogens Holgaard, formand for Sammenslutningen af Danske Erhvervspiloter, til Arbejderen.
De rundt regnet 38.000 piloter, der er ansat ved europæiske flyselskaber, fik i juli måned sidste år nye arbejdstidsregler og hviletidsbestemmelser. De betyder, at piloter kan arbejde i 180 timer på tre uger dog højest 190 timer på 28 dage.
Det er de regler, som 10 uvildige eksperter nu har beskrevet som direkte sikkerhedsmæssigt uforsvarlige.
Trods advarslerne i rapporten, ser Transportminister Lars Barfoed (K) ingen grund til at ændre reglerne.
- Vi har et regelsæt, som fungerer godt, og derfor er det ikke nogen hastesag at lave yderligere regler i Danmark, siger han til Jyllands-Posten.
Mogens Holgaard er alvorligt bange for, at der skal lig på bordet før politikerne griber ind.
- Og så skal det af en rapport fremgå, at ulykken skyldes træthed fra pilotens side, mener Holgaard.
Han ser ministerens udmelding som et bevis på, at flyselskabernes lobby-kræfter tilsyneladende er alt for stærke.
Omvendt beskylder sammenslutningen af europæiske flyselskaber, AEA, piloterne for at have påvirket rapportens konklusioner.
- Rapporten er helt uacceptabel, fordi den er blevet infiltreret af skjult lobbyarbejde fra piloternes side, fordi de bare vil arbejde mindre. De eksperter, der har lavet rapporten er muligvis eksperter i søvnforskning, men de har tætte forbindelser til fagforeningerne og ved intet om flysikkerhed, udtaler Vincent De Vroej, General Manager i AEA.
Piloterne kan nu se frem til fortsat at skulle tage vagter på op til 60 timer om ugen tre uger i træk, selv om EU-rapporten anbefaler at loftet over piloternes arbejdstid skal sænkes til højst 100 timer på to uger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland