18 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

PET overdrev beviser mod terrormistænkte tunesere

PET overdrev beviser mod terrormistænkte tunesere

Tirsdag, 10. februar, 2009, 00:00:00

Beviserne mod de to terrormistænkte tunesere blev stærkt overdrevet af PET. Integrationsministeren afkræves nu en forklaring

PET var så ivrige efter at få dømt to tunesere for terrorisme, at de overdrev beviserne: En defekt og ufarlig gaspistol uden ammunition blev i retten fremlagt som 'en pistol med tilhørende ammunition'. Og en arabisk tekst i den ene mistænktes kalender blev oversat fejlagtigt.
PET erklærer, at teksten er et bevis på, at der var planlagt et attentat mod tegneren Kurt Westergaard med en bil med 'sprængstof og detonatorer'. Men i teksten står der intet om sprængstoffer og detonatorer, fastslår en statsprøvet tolk, der arbejder for Rigspolitiet.
De to tunesere har i ét år været mistænkt for at ville dræbe Kurt Westergaard. De to blev administrativt udvist og blev fængslet i lang tid. Advokaten for den yngste af tuneserne, der sad fængslet i ti måneder, og nu har forladt Danmark, mener, at problemerne med hemmelige beviser nu bliver udstillet til fuld skue:
- Vi aner ikke, om der er flere fejl. Vi har fundet to fejl på de ti sider, som PET har valgt at fremlægge. Hvor mange fejl kan der så ikke findes på de sider, vi ikke må se, spørger advokat Henrik Stagetorn.
Han henviser til, at PET i månedsvis nægtede at frigive så meget som ét dokument i sagen. Efter pres fra blandt andre forsvarsadvokaterne offentliggjorde PET nogle få sider af sine hemmelige beviser.
- Det viser problemet i, at det er PET, der udvælger det materiale, der skal offentliggøres og bruges i retten. Folk fængsles og udvises på et hemmeligt grundlag, og vi kan ikke kontrollere om PET`s påstande er rigtige. Når PET nu også omskriver de få beviser, der fremlægges, så de ikke passer til de faktiske forhold, er det svært at være forsvarer, siger advokaten til Arbejderen.
Han bakkes op af juraprofessor ved Københavns Universitet, Eva Smith, der minder om, at hele den såkaldte tuneserlov (der strammer forholdene for folk på tålt ophold med daglig meldepligt og overnatning i Sandholmlejren) bygger på denne sag.
- Jeg håber, at Folketinget efter denne afsløring vil tage den såkaldte tuneserlov op til fornyet overvejelse. Det er dybt beklageligt, at domstolene kan dømme folk og Folketinget lave lynlovgivning på baggrund af hemmelig PET-bevisførelse, siger Eva Smith til Arbejderen og fortsætter:
- Det kan ikke nytte noget, at vi har en formand for Folketingets Retsudvalg, som åbent har erklæret sig tilfreds med, at hvis bare PET og Integrationsministeriet siger, at tuneserne er skyldige, så er det godt nok for ham. I et retssamfund afgøres skyldsspørgsmålet af de uafhængige domstole.
Både justitsministeren og integrationsministeren holder vinterferie og har ingen kommentarer.
Enhedslisten kræver nu, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech giver en forklaring til Folketingets integrationsudvalg. Ministeren skal blandt andet svare på, om hemmelige beviser er forsvarligt i et retssamfund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland