08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fattige og rige er sorteret fra

Fattige og rige er sorteret fra

Onsdag, 18. februar, 2009, 00:00:00

Under- og overdanmark eksisterer ikke i beregningerne på Skattekommissionens hjemmeside over, hvad skattereformen betyder for den enkelte

Er du direktør og tjener mere end 550.000 kroner om året før skat - så skilter Skattekommissionen ikke med, hvor meget du scorer på deres forslag til skattereform.
Og er du arbejdsløs eller tjener mindre end 300.000 kroner om året - så er du også ikke-eksisterende i Skattekommissionens regneeksempler.
Måske derfor ender alle Skattekommissionens eksempler i plus: Alle de grupper, som kommissionen har taget med på sin hjemmeside, tjener på en skattelettelse.
Det vækker vrede hos LO, at Danmarks rigeste og fattigste behændigt er sorteret fra på Skattekommissionens hjemmeside.
- Ikke ét eneste regneeksempel på Skattekommissionens hjemmeside giver minus. De giver alle penge. Det er en skandale, at Kommissionen ikke tør stå ved sit forslag og lave de beregninger, der viser virkeligheden. At det er de lavtlønnede, der skal betale, siger LO`s formand, Harald Børsting til Arbejderen.
Men der er hjælp at hente for de arbejdsløse og lavtlønnede: På LO`s hjemmeside www.lo.dk kan de taste deres indtægt ind i en regnemaskine - og se om de umiddelbart får flere eller færre penge efter skattereformen.
Heraf fremgår det at en lavtlønnet med en årsløn på 220.000 kroner i ejerbolig med renteudgifter på 22.000 om året mister 1680 kroner på skattereformen.
En enlig mor over 25 år på kontanthjælp, der har renteudgifter på 5000 kroner om året og ikke står i fagforening og a-kasse, tjener den fyrstelige sum af 1268 kroner om året på skattereformen.
Modsat får en direktør med en årsløn på en million, som bor i ejerbolig, mere end 30.000 ekstra på årsplan.
Skattekommissionen afviser kritikken fra LO.
- Man kan forestille sig alle mulige eksempler og alle mulige kombinationer. Vi snakkede faktisk om i januar, at vi skulle lave en maskine, som kunne dække mange flere kombinationer. Men det gik vi bort fra. Det ville være alt for ressourcekrævende set i forhold til, at vores forslag jo blot er sendt til debat, og ikke er gjort til lov endnu, siger medlem af Skattekommissionen, Helena Skyt Nielsen, til Arbejderen.
Det er helt bevidst, at arbejdsløse ikke er med i regneeksemplerne:
- Som hovedregel har folk på overførselsindkomster ikke været i centrum. Det siger sig selv, at arbejdsløse, der sidder i en dyr ejerbolig, vil tabe på vores skattereform. Hvis du har meget store renteudgifter og meget store energiudgifter i forhold til din arbejdsindtægt, så taber du penge på forslaget, understreger Helena Skyt Nielsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. feb. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 13:31

Indland